Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Vejle: Look! Lesbian schoolgirls!'.

Jeg er en pige på 21 år fra Vejle, hvor jeg også studerer.

Jeg læste engang som ung teenager i et af ungdomsbladene, at det er ganske almindelig, at piger kan blive forelsket i deres veninder. Det tog jeg til mig, for det var nemlig sket for mig og jeg havde bestemt ikke lyst til at være ”unormal”. Jeg ville bare være ligesom alle andre – det ville være meget nemmere.

Efterhånden som årene gik, skete det dog lidt for mange gange til, at det kunne være ”normalt” og jeg måtte kraftigt søge ind i mig selv for at finde ud af, hvad det var, jeg ville have. Jeg var aldrig blevet forelsket i drengene ligesom mine veninder, men jeg havde dog kysset lidt med nogle for ikke at være udenfor og fordi det ”jo” skulle prøves. Men hver gang følte jeg mig underligt tilpas og ville bare væk fra det. Nej, det var veninderne, der fascinerede mig. Det gjorde så ondt indeni, når det skete, at jeg faldt, for jeg kunne jo ikke gøre noget ved det, da jeg vidste, at de var hetero. Det hændte faktisk, at jeg måtte ”slå op” med mine veninder, simpelthen fordi jeg ikke kunne holde det ud. Men alligevel blev det ved og jeg måtte indse, at jeg nok var lesbisk. Alligevel ville jeg dog lige prøve det af først, før jeg helt bestemt ville kunne sige, at det var fakta. Men hvor? Hvor går man hen og hvem tør man betro sig til?

Jeg sagde ikke noget til nogen – jo, måske lige i en brandert til en kusine. Men hun var lige så beruset som jeg, så det var jo bare vældigt.

I hvert fald mundede det hele ud i, at jeg drog til London, da jeg var 19, et år efter jeg blev færdig på Rødkilde Gymnasium i Vejle. Jeg ville prøve noget nyt - jeg ville starte forfra med hele mit liv og min identitet. Dermed ikke sagt, at jeg tog derover som udsprunget lesbisk – der var mange ting, der spillede ind i min beslutning om at tage af sted.

Jeg følte mig allerede som et nyt menneske, da jeg gik ud af flyet og jeg var sikker på, at det hele nok skulle gå godt. Faktisk var jeg også ret sikker på, at jeg ville møde én helt speciel person derovre…

Som ugerne gik, fik jeg mere og mere lyst og brug for at tale med nogen om min seksualitet – bare at fortælle det til nogen og se deres reaktion. Jeg ville jo ikke sætte noget på spil, eftersom jeg bare kunne tage hjem igen, hvis alt gik galt. Mit offer blev min danske værelseskammerat, og hun tog det med et smil og fortalte at hun da engang havde prøvet at være sammen med en pige. ”Ok”, tænkte jeg og fortalte det til flere, der også kun var positive omkring det. De fleste sagde faktisk bare: ”Oh, ok, that’s cool!”.

Men der skulle jo ske noget!

Efter et par måneder mødte jeg til et Elaine Paige-fanklub-møde en pige, som jeg ved første øjekast betegnede som lidt sort og dunkel i det, men alligevel fascinerende. Efter mødet så jeg hende ikke i en måneds tid, men så skete det, at omstændighederne ville, at vi skulle ses igen sammen med nogle fælles venner. Pludselig mens jeg betaget studerede hende og snakkede lidt med hende, gik det op for mig, at jeg var blevet forelsket igen. ”Åh nej”, tænkte jeg, ”ikke igen” – men efter at have sovet på oplevelsen besluttede jeg mig for, at hvis det ikke skulle være nu, jeg skulle tage chancen og hoppe ud i det, så skulle det aldrig være. Jeg var jo væk fra Danmark og kunne være og gøre lige hvad der passede mig uden at skulle tænke på reaktionen fra familien og vennerne derhjemme. Så jeg tog mig sammen og skrev en mail til hende hvori jeg spurgte, om vi ikke skulle mødes igen kun os to for at lære hinanden bedre at kende.

Den var hun da med på, så vi arrangerede et møde og et møde til og endnu et møde… En aften mens vi efter en biograftur sad på en café, fik hun kringlet, ved at vise mig nogle billeder af nogle af hendes veninder, som var lesbiske, fortalt mig, at hun altså også var lesbisk. Aaaaaaarrrgghhhhh!!! Det kunne da vel ikke være sandt, at jeg havde forelsket mig i en lesbisk. Kunne jeg virkelig være så heldig? Da hun havde sagt det, røg det selvfølgelig også ud af mig og jeg følte, at jeg fløj. Faktisk måtte jeg lige smutte ud på toilettet bare for at stå og få vejret igen. Hurraaaaa!!!

Nå, men vi mødtes endnu engang og efter en meget lang og besværlig dag mht. kommunikation pga. at jeg havde noget på hjertet og hun havde en fornemmelse for, at jeg gerne ville sige noget men ikke ville spørge til det, fik jeg fortalt hende, at jeg var vild med hende. Hun sagde, at hun havde det på fornemmelsen og i al hast sagde jeg, at hvis hun ikke ville noget, kunne hun bare sige det med det samme og det ville være ok. Dvs. jeg forventede det værste, fordi jeg var vant til at måtte droppe tanken om noget som helst i den dur. Men hun stoppede mig og sagde, at hun da godt kunne lide mig, men hun skulle lige tænke lidt over det. Vi besluttede så at mødes dagen efter for at snakke om tingene – det var nemlig blevet sent og vi skulle på arbejde om morgenen. Da jeg kom hjem, følte jeg mig så modig og så stolt over at jeg, der engang var den generte pige i klassen, turde gøre sådan noget. Det var virkelig et ego-boost.

Vi mødtes så over en kop kaffe og blev enige om, at vi ville se, hvad der skete. Derefter gik det slag i slag og et par dage efter til en Eurovision-aften på ”Retro” (en homo-bar midt i London), fandt vi endelig sammen. Vi vidste nøjagtig, hvad vi ville og pludselig forsvandt verden omkring os. Vi ænsede intet, kun hinanden og vi behøvede ikke at bekymre os om underlige blikke – vi befandt os jo mellem ligesindede.

Da vi tog hjem derfra, opstod en meget pudsig situation. Vi sad i undergrunden og ved siden af min nye kæreste sad en ung mand. Pludselig hviskede han hende i øret og henviste til et par piger, der sad overfor, mens han sagde: ”Look! Lesbian schoolgirls!”. Min kæreste fortalte det selvfølgelig til mig med det samme og vi fniste lidt af ham. Så, da jeg skulle stå af og vi skulle sige farvel for i aften, gav jeg hende foran denne unge mand et kæmpe vådt kys. Han skulle tilfældigvis af det samme sted og mens vi stod og ventede på at dørene ville åbnes, stod han rystet og undskyldte så inderligt til mig over det, han havde sagt tidligere. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine og svarede ham blot, at det var helt ok. Han var virkelig ked af det og meget pinligt berørt.

Nu havde jeg så for første gang fået en kæreste og nu følte jeg at det var på tide at få fortalt det til familien og vennerne hjemme i Danmark – for jeg var så sikker i min sag - jeg havde fundet mig selv. Her lyder det måske som om, det hele gik meget hurtigt, men det var jo noget, jeg havde tænkt over næsten altid og det at få en kæreste – at gå så langt – gjorde at alt blev bekræftet inden i mig selv.

Familien skulle besøge mig, så jeg tænkte, at det ville være et fint tidspunkt at sige det på. Hvis de ikke brød sig om det, kunne de jo bare tage hjem igen.

Da jeg sagde det til min mor, var den eneste kommentar fra hende: ”Jamen, det er dit eget valg”. Dertil måtte jeg jo så sige, at det altså ikke er noget, man vælger selv. Da hun var kommet sig over ”chokket”, begyndte hun at spørge lidt til min kæreste og hun ville da gerne møde hende etc. etc. etc.

Så vi arrangerede et møde og alt gik fremragende. Jeg spurgte min mors kæreste, om hvordan hun havde taget det og han svarede, at hun da var blevet overrasket, men alligevel måske godt vidste det. Han havde tidligere, måske fordi jeg aldrig havde haft en kæreste, spurgt hende, om hun troede, at jeg var homo, men det havde hun vist bare strøget let hen over. Efter chokket var hun faktisk bare blevet glad, fordi jeg endelig havde fundet én. Derfor kunne hun jo heller ikke lade være med at fortælle det til hele verden, da hun kom hjem, stolt som en moder kan være. Alle var positive og overraskende mange sagde, at det vidste de da godt og at de synes, at det var utroligt modigt af mig at turde at springe ud så ung. Det skete også, da jeg fortalte det til mine venner, de havde bare ikke sagt noget, fordi de syntes, at det var bedst, at jeg selv fandt ud af det. Det, synes jeg, var noget utroligt. Folk vidste det, allerede før jeg selv fandt ud af det.

Når jeg møder nye mennesker og fortæller det til dem, bliver de utroligt overraskede og siger noget i retningen af, at jeg da slet ikke ligner sådan én. Så fortæller jeg dem også, at vi findes i alle former, farver og afskygninger og at der faktisk er flere, end de lige går og tror. Men jeg har aldrig mødt en eneste negativ kommentar eller noget i den dur, så jeg føler mig så utrolig heldig ved at tænke på min historie.

Nu er jeg så kommet hjem fra London igen. Min kæreste og jeg er stadig sammen og vi lever i et langdistance-forhold, som dog godt kan være noget besværligt, men det er jo en helt anden historie. Grunden til, at jeg tog hjem, var, at jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte se at få en uddannelse, så jeg er startet i skole igen. Så kan jeg vel med rette kalde mig selv: a lesbian schoolgirl!


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG