Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Stine

Jeg hedder Stine og jeg er 24. Jeg læser på universitetet i København, jeg arbejder på et hospital, og så svømmer jeg en del.

Drengekærester

Første gang jeg fik en kæreste var da jeg var 15 år. Han hed Rolf. Jeg var ret forelsket i ham, og vi var da også kærester i 8 måneder. Folk tror tit at hvis man er lesbisk, eller bøsse, så er man født sådan. Det tror jeg ikke på. Jeg har haft mange drengekærester, faktisk har jeg kun været kæreste med drenge indtil jeg blev 21, og jeg havde egentlig aldrig overvejet om jeg var lesbisk. Efter gymnasiet tog jeg et år til USA. Jeg boede i en lille by der hed Columbia, der ligger i Missouri. På universitetet tog jeg nogle kurser i sociologi. Jeg syntedes det var vildt spændende, og hende der underviste os, var fjerde års studerende og hun var virkelig dygtig. På det tidspunkt var jeg kæreste med en der hed Thomas.

Lesbisk?

En dag hvor vi lå og snakkede sagde han til mig at det da godt kunne være at jeg syntes at sociologi var enormt spændende, men om jeg ikke var lidt forelsket i hende der underviste os, for jeg snakkede mere om hende end jeg egentlig snakkede om det der foregik i timerne. Jeg blev rimelig sur, for jeg var da I HVERT FALD ikke lesbisk. Alligevel begyndte jeg at tænke lidt over det. For det var egentlig rigtigt at jeg var meget optaget af hende. Hun havde utrolig flotte øjne, og udstrålede på en eller anden måde styrke og selvtillid samtidig med at hun var utolig rar og nede på jorden. Jeg begyndte at tænke over om jeg kunne blive forelsket i hende, og hvordan kunne jeg vide om jeg kunne det, når jeg aldrig havde tænkt over at man egentlig kunne være kæreste med en pige, når man selv er pige?

Altså det er da ikke fordi jeg aldrig havde hørt om lesbiske, men lesbisk det troede jeg ikke jeg kunne være. Jeg troede at man for at være lesbisk skulle være født sådan, eller have haft en underlig opdragelse. Født sådan kunne jeg ikke være for jeg havde jo været kæreste med drenge og det havde været fint nok. Min opdragelse havde også været ganske normal. Mine forældrer er ikke skilt og jeg har altid haft et godt forhold til dem begge.

Over et par måneder gik jeg og rodede mit hovet til med alle de her spørgsmål, samtidig med at jeg følte mig mere og mere tiltrukket af Jane, det hed hende der underviste. Jeg var i tvivl om det mon bare var inde i mit hoved at jeg følte mig småforelsket i hende eller om jeg i virkeligheden var forelsket. Jeg var virkelig meget i tvivl om det kunne passe at jeg følte mig forelsket i hende. Jeg havde svært ved at tro at jeg bare kunne blive tiltrukket af en pige på samme måde som jeg før havde været det med drenge. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede at dem der var tiltrukket at deres eget køn, altså bøsserne og de lesbiske, var nogle andre slags mennesker end sådan en som mig, der bare var dybt nomal.

"Den Store Snak
"
Nå, men semesteret gik, og var faktisk ved at være slut. Det betød at med mindre jeg gjorde et eller andet ville jeg ikke få Jane at se mere. Samtidig havde jeg et kæmpe behov for at tale med nogen om det her med om jeg nu kunne være lesbisk. En dag efter timen spurgte jeg hende om hun havde tid til at snakke med mig om noget der ikke havde med faget at gøre. Det havde hun og vi gik ned på hendes kontor. Det skal hertil lige siges at jeg var ved at tisse i bukserne af bare angst. Jeg fik fremstammet, at jeg havde brug for at tale om, at jeg vist nok troede, at jeg muligvis følte mig en lille bitte smule tiltrukket af en pige. Hvortil hun sagde "nå".

Nej, hun spurgte så om det var et problem for mig hvis jeg var lesbisk. Jeg sagde at det var det vel egentlig ikke, men jeg syntedes at det var helt forkert for jeg var slet ikke alt det som man siger at lesbiske er. Til det sagde hun at der jo er mange fordomme om mange ting, der er meget forkerte og måske var de opfattelser jeg havde af hvordan man bliver lesbisk, i virkeligheden fordomme.

Vi snakkede i ca. en time. Jeg sagde selvfølgelig ikke et ord om at det var hende jeg var tiltrukket af. Da jeg skulle til at gå spurgte hun om jeg havde lyst til at gå ud og drikke en kop kaffe en dag, for hun syntedes det var vildt spændende at jeg var fra Danmark, hun kunne godt tænke sig at rejse til Europa på et tidspunkt.

Sodavand i den gale hals..

Første gang vi var på café spurgte hun hvorfor jeg ikke sagde til hende jeg var tiltrukket af, at jeg var tiltrukket af hende. Hvortil jeg fik hele min sodavand galt i halsen af bare angst. Jeg fik fremstammet noget med, at det var fordi hun var heteroseksuel.... og syg.... og taget hjem.... til Sverige. Så sagde hun, at hun egentlig spurgte fordi da hun selv første gang havde følt sig tiltrukket af en anden pige havde sagt det til hende, og de var så endt med at blive kærester og det havde gjort mange overvejelser overflødige.

Det var selvfølgelig rart at vide at hun var lesbisk, for så var der jo en mulighed, men på den anden side var det også lidt skræmmende, for jeg var sikker på at når hun var lesbisk så måtte hun jo kunne mærke på mig at jeg var interesseret i hende. Så efter det brugte jeg meget energi på at skjule min interesse.

Forelsket

Vi blev bedre og bedre venner og tilsidst kunne jeg ikke længere bilde mig selv ind at jeg måske ikke var rigtigt forelsket i hende, for jeg var helt elektrisk hver gang hun ringede, jeg kunne ikke sidde stille når vi var sammen og om natten begyndte jeg at drømme om at holde om hende, kysse hende og holde hende i hånden.

Da der var omkring 2 måneder til jeg skulle hjem til Danmark spurgte hun mig igen hvem det egentlig var jeg havde været interesseret i dengang. Jeg begynder straks at svede men besluttede mig for at sige det, jeg var alligevel ret sikker på at hun vidste det. Så jeg sagde, at hende som jeg muligvis,havde været, en lille bitte smule tiltrukket af, vist nok, lidt, var hende. Der var helt stille, alt, alt for længe og jeg følte mig så lille at jeg kunne have skjult mig i et musehul uden problemer. Så sagde hun at det var egentlig ærgerligt at hun ikke havde vidst det, for efter at havde lært mig at kende var hun blevet meget glad for mig, men jeg var jo forelsket i en der var heteroseksuel, syg og taget hjem til Sverige, så hun havde ikke turde gøre eller sige noget om det.

Hvordan gør man...?

Jeg blev selvfølgelig enormt glad fordi hun kunne lide mig, men jeg blev også lidt skræmt fordi jeg jo godt kunne regne ud, at hvis vi blev kærester, så skulle vi vel på et tidsspunkt også i seng sammen... og.. DET havde jeg ikke lige regnet ud hvordan man gjorde... sådan to piger.. øøøh .. hvorhenne og hvordan?

Den samme aften kørte hun mig hjem, og da jeg var på vej halvt ud af bilen spurgte hun om vi ikke skulle kysse godnat. Inden jeg nåede at tænke over det kyssede vi... og det gjorde vi ret længe. Bagefter svævede jeg op ad trappen til min lejlighed, og alle bekymriger om jeg rigtigt for alvor var forelsket eller om jeg ville kunne lide at være sammen med en pige, sådan i sengen var væk. Jeg var bare glad glad glad.

Frihed

I starten var jeg ikke sikker på om jeg var lesbisk, men efter at have været kæreste med Jane et stykke tid, fandt jeg ud af at når man er sammen to piger, så er der ingen kønsroller eller forventninger på samme måde som der var da jeg var sammen med drenge. Jeg følte mig meget fri i sammen med hende. Det kan jeg virkelig godt lide. Når jeg siger forventninger mener jeg ikke kun det andre folk forventer, men også det jeg selv forventer.

Når jeg er kæreste med en pige er der ingen forventninger til at min kæreste skal være lidt højere end mig eller lidt stærkere eller lidt mere jeg-ved-ikke-hvad end mig. Der er ikke nogen forventninger til hvordan min fremtidige familie skal se ud, eller til hvem der laver maden eller tager opvasken. Jeg kan være mig selv, fuldstændigt uafhænegig af det at jeg er en pige. Det synes jeg et virkelig fedt.

Det kan selvfølgelig være irriterende og svært at man altid skal forklare folk hvem man er eller hvad man er, men sådan tror jeg altid det vil være når man afviger fra mængden. Det er det sammen som at indvandrere altid skal forklare og forsvare deres kultur og deres baggrund. Når folk møder noget eller nogen, der er andereledes for første gang, kan de ikke forstå. Det er sjældent folk bare siger "nå". Man skal tit forklare og retfærdiggøre hvorfor jeg er, eller har valgt, at være anderledes. Det kan man nok ikke undgå.



1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG