Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Randers: RANDERS I RØVEN! - En lesbisk oplevelse

Jeg flyttede til Randers i 1982 i en alder af 7 år pga. mine forældres skilsmisse. Min mor var åbenbart overbevist om at denne by var en god by at vokse op i (jeg undres stadig). Vi flyttede midlertidigt ind hos min moster i Helsted og jeg startede i børnehaveklassen på C. La-Courskolen. Efter nogle år fik vi vores egen lejlighed inde i midtbyen så pga. beliggenheden blev jeg overflyttet til Hadsundvejensskole i starten af 4. klasse. Lidt af en omvæltning - fra den pæne lille privatskole til den rå kommuneskole, hvor en stor del af de andre elever var børn, der var blevet smidt ud fra andre skoler.

Allerede dengang var jeg ret bevidst om hvilket køn der vakte min interesse. Min far kan sågar huske at jeg i 7 års alderen udtalte "at hvis jeg nogen sinde skulle giftes, skulle det være med en anden kvinde".

I min nye klasse blev jeg hurtig populær hos pigerne, da de syntes at jeg lignede Rudy fra Cosby & Co. og hos drengene fordi jeg var god til fodbold. Denne popularitet falmede dog kraftigt et par år efter - pludselig var det overhovedet ikke cool at være god til fodbold og Rudy (den stakkel) røg kraftigt ud til højre til fordel for Tom Cruise, Rob Lowe og et par af klassens drenge.

Det var på det tidspunkt hvor jeg blev opmærksom på at mine drømme var meget anderledes i forhold til de andre pigers. Jeg drømte ikke om flot fyr, villa, vovse og Volvo, men om at være kærester med en pige og at det var lige så acceptabelt som deres drømme.

Jeg kunne simpelthen ikke se det interessante i drengene og da jeg modtog et kærestebrev fra klassens pæneste dreng og leverede det tilbage med et stort kryds i nej-rubrikken, var jeg bare totalt yt og indtog en position som klassens outsider. Den eneste ven jeg havde da, var en af drengene, der siden hen er sprunget ud som bøsse.

Behovet for at have nogen at spejle sig i og nogen der drømte om det samme som mig var stort. Det eneste jeg kunne gøre var at gå på hovedbiblioteket og låne bøger om homoseksualitet - skolebiblioteket havde ikke "den slags bøger".

Det var på hovedbiblioteket jeg var så heldig at falde over en avis fra Landsforeningen for Bøsser & Lesbiske. I den kunne jeg læse om andre der følte som mig og det var også i den at jeg blev opmærksom på hvordan vilkårene var - dengang kunne vi ikke blive gift f.eks.

Det var denne avis der gjorde udslaget for at jeg blev 100% sikker på at jeg ikke ville konfirmeres. Hvis gud ikke var så large at acceptere mig, ville jeg heller ikke have en skid med ham at gøre.

Jeg gik dog til præst for at finde ud af hvem ham der gud var, udover en skabning med enorm homofobi. Jeg bragte emnet op til diskussion til konfirmationsforberedelse og udover præsten, var der ingen der var enige med mig i at homoseksuelle altså også var en slags mennesker og dermed skulle have de samme rettigheder som alle andre.

Dette optrin var med til at jeg i 7. klasse blev stemplet som "lebbe" af mine klassekammerater, en titel der gjorde én alt andet end populær.

Min klasselærer tog emnet op i seksualundervisningen og prøvede på at overbevise os om at det at være homoseksuel var lige så normalt som at være hetero. Selvom hun var højt elsket og respekteret af os alle, slog hendes holdning overhovedet ikke igennem. Tværtimod. Bøsse blev det største skældsord.

I 9. klasse var jeg overbevist om at jeg skulle væk fra denne skole. Godt nok havde den lært mig en masse rent fagligt, men jeg kunne ikke udvikle mig til den jeg var/er. Jeg besluttede mig for at starte på gymnasiet efter sommerferien i den naive tro at folk var mere frisindede der. Samtidigt drømte jeg om at flytte til København - der var der op til flere steder kun for homoseksuelle, rent paradis for i Randers fandtes fænomenet åbenbart ikke.

Jeg startede i 1.g på Randers Statsskole. Her var der mange forskellige mennesketyper, men stadig ingen homoseksuelle. Jeg indledte dog et hemmeligt forhold til en af klassens piger, der ikke var interesseret i at være åben omkring det (hun er ikke lesbisk i dag). Da det var slut gad jeg ikke at skjule min seksualitet mere.

Da jeg ikke orkede at gå rundt og fortælle det til alt og alle, fortalte jeg det til den pige i klassen, der var værst til at rende med sladder. Det resulterede i at 2 timer efter jeg havde fortalt hende det, vidste hele skolen det. Jeg bemærkede dette da jeg gik igennem kantinen og alle pigerne kiggede på mig med skrækken malet i ansigtet. Det gjorde mig usikker på om jeg nu havde gjort det rigtige, men samtidigt blev jeg opfyldt af selvtillid. Jeg var afgjort skolens største samtaleemne året ud.

På hjemmefronten var livet ikke det sjoveste, min mor var/er en bitter kvinde, der ikke var kommet sig over skilsmissen. Hun var så bitter at min søster og jeg ikke havde set min far, siden jeg var 8 år gammel. Det var ikke særligt sjovt at være derhjemme, da min mor og søster var som én person. Det vigtigste for dem var at alt virkede så pænt udadtil.

Da de blev overbeviste om at jeg altså mente det jeg havde sagt da jeg var 7 år gammel, blev jeg mødt med ordene "at hvis jeg ikke kunne leve efter husets regler, måtte jeg finde mig et andet sted at bo".

Jeg var lige blevet 18 og følte at hele verden ramlede - ingen kunne forstå mig og oveni det var jeg smidt ud hjemmefra. Verden (i hvert fald Randers) var et ondt sted at være. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men min trang til København blev større og større.

Heldigvis havde jeg en veninde hvis mor havde en ven der var bøsse og boede i København. Ham fik jeg kontakt til og han tilbød at jeg kunne bo hos ham. Jeg tænkte over det i 4 dage og pakkede så alle mine ejendele og sprang på bussen til København.

En helt ny verden åbnede sig for mig - jeg fandt mine spejlbilleder og blev med fuld fart (og guldtuborg) integreret i det homoseksuelle miljø. Min pubertet begyndte først nu. Samtidigt genoptog jeg kontakten til min far, som jeg ikke havde set i alle de år jeg boede i Randers. Han accepterer mig som jeg er og jeg har hans fulde opbakning og forståelse.

Det er en smule hårdt at skulle konstatere at mit liv først begyndte at udvikle sig efter at jeg kom langt væk fra Randers og alt hvad det indebar (inkl. min mor) - 11 år jeg godt ville havde været foruden. Samtidigt er jeg dog glad for at jeg har fået min drøm fra dengang bekræftet - at der findes steder hvor jeg og andre homoseksuelle kan være sig selv og i fred.

Jeg har nu fået et liv der minder meget om det pigerne drømte om i min folkeskole, dog er den flotte fyren skiftet ud med en smuk pige, villaen er blevet til et byhus, Volvoen er forklædt som Nissan og vovsen har jeg ikke fået endnu.

Randers er ikke et sted hvor man kan være åben homoseksuel, tværtimod. Jeg har været vidne til at en ung fyr blev gennemtævet fordi han var bøsse.

Så som Liva Weel udtalte engang "Randers i røven". Mere rigtigt kan det vist ikke siges, set med en homoseksuels øjne.

1999 - 2017 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG