Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Næstved: På vejen til nonneklosteret...

Min spring-ud historie? Tja, set i bakspejlet, ved jeg, at den startede længe før, jeg vidste, at det var det, der foregik. Ikke fordi jeg ikke var klar over, jeg bedre kunne lide piger, nej nærmere fordi det på det tidspunkt ikke faldt mig ind, at nogen kunne synes, der var noget underligt i det. Der gik lang tid, før jeg forstod, jeg kunne snakke med nogen om det. Jeg skrev bare lystigt både Jette og Janne på min mappe i skolen. Alle de andre skrev Bo og Kasper.

Det var nemmest ikke at tænke så meget over, at det kunne være anderledes. Det var alligevel bare så forvirrende. -Og hvad vidste jeg om at være forelsket??! Jeg vidste ikke, hvor sød man kan synes en pige er, før man kalder det en forelskelse? Eller hvor helt uovertruffen fantastisk vanvittig god man kan synes, ens kvindelige lærer er, før det er mistænkeligt? Hvor går grænsen? Jeg var igennem et utal af forelskelser i både lærere og veninder, uden at indse / indrømme, at jeg altså ikke bare "syntes hun var sød", men lige præcis havde den større sum følelser for den pågældende end sædvanligt og altså var forelsket.

Når jeg blev forelsket i en pige, satte jeg aldrig ordet forelskelse i forbindelse med det. Det blev for fremmed, hvis ordet forelskelse kom på. De tanker, der var forbundet med det, var alt for store. For omfattende. For uoverskuelige. Det var nemmere at ignorere det. Jeg kunne bare lade det være inde i mig. Bare at lade som om, at hun var sød, men jeg var i hvert fald ikke forelsket! Lade det være tænkt, men usagt.

Så mine ordløse forelskelser fortsatte. Blev dog stadigt sværere at slå hen. Som tiden gik skulle jeg finde mere og mere kreative forklaringer på dem. Disse strakte sig fra, at "det sikkert var fordi, der ikke var nogen lækre drenge i Næstved, så jeg måtte bruge mine ungdomsenergier på pigerne i stedet…" til "at det nok bare var en fascination af lesbiske…" Forklaringerne var alt i alt ganske søgte. -Og de slog på ingen måde til. Jeg forelskede mig fortsat og blev gang på gang såret og svigtet, fordi ingen forstod, hvad det reelt drejede sig om.

Tætte veninde forhold var det nærmeste, jeg kunne komme på det, jeg egentlig ønskede. Det medførte således det problem, at jeg som oftest følte mig tættere knyttet, end de gjorde. Og det var svært, for jeg følte mig så alene med det. Jeg fandt på krummelurer og gode historier for at give dem en grund til ikke at gå med fyre. I tiende klasse på efterskolen lavede jeg således et væddemål med en veninde: "Kunne jeg leve i cølibat hele året?" -Året gik, og jeg vandt væddemålet… Uden at ville forstå hvorfor. Desuden med et fortrængt ønske om at hende jeg lavede væddemålet med, ligeledes ville holde sig fra drengene. For hun var den, jeg ville have brudt mit cølibat for…

Væddemålet for min del fortsatte langt ind i gymnasiet. -Og jeg har på fornemmelsen, at hvis ikke en veninde i 2.g. havde gennemskuet mig, havde det væddemål ført mig til nonnekloster. Kaja (førnævnte) gik selv og moslede med sin seksualitet, og en dag vi var på klasse ekskursion til København, fik hun det altså bragt så vidt som til at få mig med på Sebastian, homocafé i København. Først dér gik det faktisk op for mig, at der følger en hel livsstil med det, at være "en pige til piger", og at det også galt for mig.

Kaja introducerede mig efterfølgende til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske i Næstved. Det var en flok hyggelige mennesker, som hver tirsdag aften mødtes. Ikke for sådan at snakke om noget specielt. Bare for at være blandt folk for hvem, man ikke var anderledes. Nogle af Bøsserne benyttede lejligheden til at udfolde deres i dagligdagen skjulte løse håndled og os lesbiske fik udlevet visse mindre feminine sider i det tilladende og åbne miljø. Et par gange tog vi nogle lesbiske af sted til København sammen og gik i byen til den lyse morgen. Jeg var helt opslugt af livet som homoseksuel! Ville kun i byen på homosteder; slugte samtlige lesbiske bøger, jeg kunne finde; faldt jeg over en lesbisk film, var toppen nået!

Da jeg havde haft de første flirter og useriøse kæresteforhold, begyndte jeg at føle en forpligtigelse til at fortælle det til venner og familie. Det var blevet så stor en del af mig, at jeg følte, jeg løj for folk, hvis ikke jeg fortalte, jeg er lesbisk. Det er jeg heldigvis kommet langt over nu, for den slags har ingen krav på at vide. Det der kan gøre mig allermest hidsig er at høre, at folk reagerer med: "Hvorfor fortæller du mig det først nu?" Hvornår man vil fortælle en så personlig ting, er ens helt egen beslutning, som ingen har ret til at bestemme over.

I LBL-Næstved talte vi meget om, hvor langt i spring ud processen, vi hver især var kommet. Det var en stor støtte, at hver gang én havde fortalt det til en forælder eller nær ven, delte vi oplevelsen. Var det en dårlig oplevelse, blev der støttet og bakket op; var det en god oplevelse, gav det resten lidt ekstra mod. Selv har jeg en familie, der accepterer stort ser, hvad der kommer. Dog siger min mor, at hun vil sætte pris på, hvis jeg alligevel skaffer hende nogle børnebørn…

De tætte venindeforhold, jeg har haft, har gjort det lidt svært, at fortælle nogle af mine nærmeste veninder, at jeg er lesbisk. Jeg følte, at jeg havde brugt dem til noget, de ikke vidste noget om. Men sådan er der heldigvis ingen af dem, der har følt det. Mine venner og veninder har alle taget det perfekt. Jeg har nu fundet ud af, at når folk kan se, jeg har det fedt med det, er der ikke rigtig belæg for, at de kan synes, der er noget galt i det.

Spring ud processen er nok livslang. Man kommer til nye steder, nye mennesker. Hver gang overvejer man: Skal jeg fortælle, jeg er lesbisk? Det gode er, at som tiden går, bliver man bedre til at spotte de rette situationer, og man bliver mere bevidst om sin seksualitet og andres forhold til denne. Man finder ud af, at man ikke behøver, at tage det så tungt. Nu synes jeg faktisk tit, det kan være helt skægt at fortælle folk, at jeg er lesbisk.

1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SŘG