Spring ud

Spring-ud-historie, Maribo: Selvfølgelig kun fascineret af kvinder?!?!

Lone på 21 år er fra Maribo. Her er hendes historie.

Lesbiske Lone,- Lollik-lebbe-Lone, Lone lebbe, ludder-lebbe-Lone fra Lolland, ja mine mareridt har været ganske frembringende, men det var ikke just lutter lagkage, at blive facineret af piger, når alle ens veninder blev det af fyre. For det var selvfølgelig kun FACINATION, ikke mere end det, nej nej,- jeg var blot betaget af kvinder,- og det er der jo ikke noget galt med…. Ja ja, men jeg blev MEGET betaget og det gjorde mig helt ør i hovedet, for jeg kendte jo absolut ikke nogle der havde det som mig, og i en lille provinsskole er det ikke noget man skilter stort med.

Men folkeskoletiden gik, jeg hyggede mig da, dansede ballondans med fyrene, legede kysseleg i granerne og skrev små sedler med; "Hej Martin, skal vi komme sammen ? X ja, nej eller måske." Jeg gjorde det da bare uden at tænke mere over at det faktisk ikke sagde mig noget.

Jeg fulgte strømmen og startede min storhedstid i gymnasiet.Og da sad jeg så på Maribo Gymnasium og ringede med min lille homo-klokke, især i tysktimerne havde jeg altid en lille bemærkning i ærmet om en homo-film, -bog eller en homoseksuel person, i håb om at jeg ville blive afsløret eller blot møde en ligesindet. Slet, slet ikke fordi jeg var lesbisk overhovedet ikke - blot fordi at...nå ja, de var jo også kvinder, og de fascinerede mig et eller andet sted.

Jeg gjorde ellers alt for, på så mange måder som muligt, at virke 110% heteroseksuel. De kortvarige og som regel lidt kiksede forhold til diverse fyre på skolen var ifølge mig selv et tydeligt bevis på, at jeg var som alle de andre. Og dog var det som regel på samme måde med de fyre, jeg udså mig - forholdene gik altid stille og roligt i vasken efter nogle ugers tid.

Dengang lagde jeg ikke så meget andet i det - jeg havde vel bare været uheldig, prøvede jeg at overbevise mig selv om. Og når mine gymnasieveninder ihærdigt prøvede at stikke til mig og indirekte fremture, at jeg måske var mere interesseret i kvinder end i mænd, fik det mig som regel til hårdnakket at holde fast i, at jeg altså bare var kvindeforkæmper… YEAH RIGHT!

På trods af, at jeg var stædig og prøvede at blive i troen, var det alligevel i gymnasiet, at jeg med den ene af mine veninder indledte et hemmeligt forhold. Det var helt anderledes fra, hvad jeg tidligere havde prøvet. Pludselig var det ikke påtvunget over for "samfundet", at man skulle være sammen med en - jeg havde lyst til det og var sammen med hende konstant - til mine forældres store undren. Men hvis de begyndte at spørge til mine laaaaange cykelture kl. 12 om natten, inviterede jeg blot en fyr med hjem fra Mona Lisa den efterfølgende weekend, og så var der ligesom beroligende stemning i det røde murstenshus igen.

For selvom jeg havde et forhold til en pige, havde jeg langt fra erkendt, at jeg var lesbisk. Og da jeg senere tog på højskole og i en gigantisk brandert endte i et afsides hønsehus med en mandlig lærer, følte jeg mig stadig overbevist om, at jeg var, som folk er flest. -Selvom affæren i det vakkelvorne hønsehus ikke endte med den store gang knurren i kassen, var jeg stadig sikker i min sag: jeg var til mænd.

Og dog, og dog. Midt i løgnene og fornægtelsen af min identitet havde jeg fundet et åndehul i samværet med min søsters veninde. Hun var lesbisk og var ovre "spring-ud-fasen". Havde erkendt det helt og aldeles. Med hende blev verden ligesom anderledes - et nyt univers var åbnet foran mig – det var faktisk bare at træde ind i det.

Veninden blev min trofaste hjælper i kampen mod, hvad jeg prøvede at skjule, og mod, hvad jeg havde været vant til af normer og regler for, hvordan man opførte sig. Usagte regler, som ikke kan undgås, når man som jeg var vant til at bo i en lille by med blot 2000 indbyggere, der lå, hvor kragerne forlængst var vendt. Vores venskab fortsatte og gjorde det stadig lettere at acceptere, hvem jeg var bag facaden.

Jeg flyttede så sammen med nogle venner i et bo-fællesskab i København. Udover at der er langt flere lyskryds i købemnhavn end på Lolland, ja så så jeg også flere homoseksuelle par, hånd i hånd på gaden… Og med blussende røde kinder, en knugen i maven og et smil på læben cyklede jeg målrettet videre, WAAAAU det fandtes! Min lesbiske veninde fik mig så overtalt til at gå med ud for at drikke øl på nogle homo-steder. Jeg var ret skeptisk, "for jeg var jo ikke……".

Men det var en rigtig god aften og jeg talte med flere af hendes venner og veninder, og det var den aften jeg mødte stjernen,- den ultimative og på det tidspunkt uforlignelige kvinde trådte ind ad døren, alt imens jeg blot kunne stirre målløst på hende. Hende måtte jeg lære at kende, det blev jeg simpelthen nød til!

Selve scoringsforsøget var ikke særlig succes-præget, men efter et par øl og lidt small-talk fik jeg efterhånden foden indenfor. Trivial Pursuit endte med at være udgangspunkt for vores næste møde,- der dog viste sig at skulle være noget ganske meget mere en det. Forelskelsen var over mig, jeg havde en kæreste,- det var en pige og det var helt fantastisk.


Midt i rusen var der også denne nagende irritation over ikke at kunne dele alt det gode med min familie og venner, for jeg vidste jo ikke hvordan de ville ta´det. Det blev svære og svære at finde på holdbare undskyldninger, så jeg besluttede at min storesøster i hvert fald skulle have det at vide.


"Så sig det, mens jeg er her", udbrød min søsters veninde en aften. Min søster var ude i køkkenet og rydde op efter en middag for kun os tre. De lange samtaler og sikkert også rødvinen gjorde, at jeg i starten fremstammende fik over mine læber, at jeg altså havde en kæreste, og HUN hed…...

Min søsters reaktion var akavet, forbeholden og nervøs; hun skulle pludselig på toilettet, hvor hun valgte at blive de næste 15 minutter - til min store skuffelse - for hende havde jeg mest af alle regnet med ville bakke mig op. Dette skulle hun vise sig at gøre senere, da hun havde vænnet sig til det, men for mig var det på én gang en skuffelse pga. hende, på én gang en sejr, fordi jeg havde erkendt offentligt over for en heteroseksuel, at jeg var lesbisk.

Da jeg først var sprunget ud over for en, blev det lettere. I høj grad fordi folk var enormt afslappede omkring det, og syntes da bare at det var helt i orden.

Jeg ville også gerne sige det til mine forældre, dels fordi de var begyndt at blive ret bekymrede over mine "forklaringsproblemer" og MEGET lange telefonsamtaler når jeg var hjemme. Jeg valgte så en tur hjem til lollands roemarker og mine forældre og nu skulle det være. Efter mange udskydelser, svedige hænder og hårdt bankende hjerte udbrød jeg at jeg havde fået en kæreste, og da de gladeligt spurgte, hvad HAN hed, svarede jeg: "Hun hedder...". Til min store overraskelse var det ikke et problem for dem - de glædede sig faktisk på mine vegne og spurgte, hvor jeg havde mødt hende.

Jeg blev lidt rundt på gulvet, for den brandtale jeg havde øvet mig på fik jeg slet ikke brug for, og det var næsten lidt kedeligt. "Spring-ud-samtalerne" med venner og Bekendte er stortset forgået på samme måde. De gamle teorier om forbandelser, eder og triste miner holdt ikke rigtig stik. Tværtimod synes alle, at det var da helt fint. En gammel klassekammerat gik så vidt som til ved en fest sleskt at udbryde: "Hvor er du fræk - jeg går lige ud på toilettet", efter han havde noteret sig, at jeg altså var til den anden side.

Siden fulgte endelig UG som et middel til at få flere bekendte inden for homomiljøet. Det var endnu et indblik i den nye verden.

1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG