Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Løkken: Det var med hjertet langt oppe i halsen og en puls på 130...

Det har altid været pigerne der har været i mine tanker, og dem som har optaget mig mest. Det har jeg altid været klar over, og det undrede mig egentlig ikke før jeg blev ca. 14 år, hvor alle de andre begyndte at snakke om drenge og at være sammen med dem. Det havde jeg jo slet ikke haft lyst til.

Der gik nogle år hvor jeg simpelthen fortrængte disse tanker. Jeg var sammen med en masse drenge, men kom dog ikke sammen med nogen af dem. For ja, pigerne var stadig i tankerne. Jeg gik rundt med en masse tanker... Jeg ville absolut ikke være anderledes, og når det var sådan måtte jeg jo bare tvinge de tanker ud af hovedet. For jeg kunne sq da ikke være lesbisk.

Skolen jeg gik på dengang var en af de typiske "Er du anderledes, er du udenfor"-skoler, som mange andre skole i de mindre byer i Nordjylland. Der var for alt i verden ingen der måtte finde ud af at jeg rendte rundt med mine overvejelser. Jeg holdt det for mig selv til omkring 10. kl. hvor jeg kom på efterskole i Åbybro. En masse nye mennesker, og der opdagede jeg at homoseksualiteten eller nærmere biseksualiteten eksisterede. En veninde betroede mig en dag at hun selv troede hun var biseksuel. Jeg var lykkelig, for så var jeg jo ikke den eneste. Der gik et stykke tid, og så betroede jeg også min hemmelighed til hende. Men jeg sagde dog kun at jeg var biseksuel. Der var jo ingen grund til at gå for vidt.

I mellemtiden fik jeg en anden veninde på efterskolen. Hun kom ind til mig tit om aftenen, satte sig på mig og sagde "Du er jo lesbisk, kan du ikke se det"... Det endte med jeg indrømmede det overfor hende... Hun blev chokeret, for hun havde først ment det som en joke.

Så gik der et godt stykke tid hvor de eneste der vidste det var de to veninder. Så var det jeg fandt ud af at der rent faktisk fandtes chatrum for lesbiske. Dem levede jeg meget i en overgang. Snakkede med andre, udvekslede tanker. Men så var det jeg mødte en derinde jeg faldt pladask for, og efter en del chatten blev vi enige om at mødes...

Det var med hjertet langt oppe i halsen og en puls på 130 jeg stod og ventede dengang på Aalborg Banegård. Men da hun endelig kom gik det faktisk helt fint. Det var første gang jeg var sammen med en pige. Vi snakkede meget sammen lige efter. Men så gik det i stykker. Vi boede simpelthen for langt fra hinanden. På det tidspunkt var jeg lige fyldt 18, og havde lige overstået 1.g på Hjørring Gymnasium.

Der gik et stykke tid hvorefter jeg ikke kunne holde det ud mere. Jeg var træt af at leve på en løgn, og sidde og snakke om fyre med mine veninder fra klassen. Det var jo slet ikke dem jeg tænkte på. Så jeg fortalte det til 2 af mine bedste veninder fra klassen i en brandert. Det var ligesom det nemmeste. De tog det begge to skidepænt, accepterede det med det samme og synes kun at det var fedt at jeg turde stå frem med det.

En dag jeg skulle hente noget i en anden by for min mor, sad jeg længe og tænkte i bilen... Jeg ville ikke lyve for min mor mere. Så jeg gik direkte hjem og fortalte hende det. Hun græd, men den dag idag har hun det fint med det.
Fik også senere fortalt det til min far, som ikke rigtigt fortod det. Det gør han heller ikke den dag i dag... Men det går fremad...

Vi begyndte i 2.g, og lige pludselig gik det stærkt. Chattede stadig på nettet, og mødtes da også med flere derindefra. Men det blev aldrig til mere. Kom også meget på Pan i Aalborg. Blev erfaren med piger.
Min selvtillid steg meget drastisk, især fordi der var de to fra min klasse der vidste det, og støttede mig.
Havde en 3. veninde som ikke vidste det, mest fordi jeg var meget usikker på hvordan hun ville reagere. Men da vi var på studietur i 2.g til Paris sagde jeg det simpelthen til hende og en af mine drengevenner. Min veninde troede først at jeg tog pis på hende, hun sagde:"Jeg slår dig ihjel hvis det er en joke" Men hun troede på det, og havde ingen problemer med at sove ved siden af mig i bussen på vej hjem.

En dag var der en fra klassen der holdt fest, og der sprang jeg ud overfor 3-4 stykker mere. De tog det også utroligt pænt... Jeg havde det fedt... Jeg var accepteret...

Da jeg begyndte i 3.g tror jeg alle i klassen vidste det. Der var kommet en ny pige i klassen som også var lesbisk. Vi hang meget ud sammen, og der blev det jo ligesom klart for de andre. Så da vi begyndte at komme sammen, kysse oppe på skolen, og rende rundt hånd i hånd var der ingen der blev overraskede...

Jeg har ikke mødt nogen deciderede onde ord, eller andet. Folk de kigger, men det kan jeg leve med. Nogle kommer tit med spørgsmål, og jeg bliver lige glad hver eneste gang. Det viser at folk interesserer sig for det jeg står for, og gerne vil forstå det.

Vi glemmer tit hvor lang tid det egentlig tog for os selv at acceptere det. Det vil tage mindst lige så lang tid for vores nærmeste at gøre det.
Alting kræver tid...

Jeg er glad for at jeg dengang besluttede at fortælle det til mine to veinder... Det var det der startede det hele. Jeg lever et (Næsten) helt almindeligt liv sammen med min kæreste og mine venner...
Et liv jeg overhovedet ikke ville ønske havde været anderledes.

Maria fra Løkken i Nordjylland.

1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG