Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Kolding: 'Jamen hvor længe har du vidst det…?!'

Mikkel er 19 år og bor i Kolding.

Et af de første spørgsmål man altid bliver mødt med, er "jamen hvor længe har du vidst det…?!"

Og et eller andet sted har man vel altid vidst det, men det er jo først i de senere år, at man er blevet klar over hvad det egentlig er for nogle følelser og tanker der har væltet rundt inde i hovedet på én.

Jeg selv gik på Bakkeskolen i Kolding i alle mine folkeskoleår, og jeg har - ligesom de fleste andre - været igennem tiden med småkæresterier, og har selvfølgelig også haft kærester, som man var overbevist om måtte være den store kærlighed!

I 6. klasse blev det pludselig smart blandt drengene at have pornoblade med i skole, og de blev studeret nøje i frikvarterene. Også af mig, men jeg kiggede ikke helt efter de samme ting i disse kulørte blade, som mange af de andre drenge i klassen gjorde.

Som årene i folkeskolen gik blev det mere og mere klart for mig, at jeg nok ikke var så interesserede i pigerne på skolen, men nok nærmere drengene. Jeg har på intet tidspunkt i folkeskolen tænkt den tanke, at jeg måske kunne være bøsse, men alligevel har det nok ligget og rumsteret et eller andet sted i mit hoved.

I 8. og 9. klasse var min interesse helt klart fokuseret omkring drengene i min klasse, og badet efter idrætstimerne var et tydeligt bevis på, hvilken vej jeg var på vej ad.

Der var ingen af mine kammerater i folkeskolen der stillede spørgsmålstegn ved, at jeg ingen kæreste havde i hverken 8. eller 9. klasse, for det var der jo så mange andre der heller ikke havde!

I sommeren 1996 startede jeg i 1.g på Munkensdam Amtsgymnasium i Kolding. Jeg kom i en fed klasse, og vi lærte hurtigt hinanden at kende. Kort efter jeg startede på min gymnasietid, begyndte tankerne omkring min evt. homoseksualitet at dukke op. Denne gang var det mere konkret, og jeg vidste lidt mere om hvad disse tanker gik ud på.

Jeg gloede MEGET efter andre fyre, og jeg var dengang spændt på om jeg nu også kom i en klasse med nogle drenge der så godt ud. Det gjorde jeg (!)

På det tidspunkt var det lige meget om jeg var i skole, til fodbold eller var i byen: Jeg kiggede faktisk udelukkende efter andre fyre. Jeg slog det dog bare hen med, at det nok var meget almindeligt.

Jeg mente, at det nok var sådan en slags misundelse over, at der måske var nogen som havde en pænere frisure, gik i noget federe tøj eller havde en pænere krop end mig. Det havde i hvert fald slet ikke noget at gøre med, at jeg kunne være bøsse!

I lang tid slog jeg tankerne hen med, at det nok gik over igen. Og hvis ikke før, så i hvert fald så snart jeg fik mig en pigekæreste!

Det fik jeg bare ikke. Det interesserede mig jo ikke. Derimod gloede jeg mere og mere efter andre fyre.

I slutningen af 2.g og starten af 3.g begyndte enkelte af mine klassekammerater at prikke til mig. De kunne altså ikke forstå "at en sød fyr som mig ikke havde en kæreste!" Jeg jokede bare med det og sagde, at "det havde jeg ikke tid til" og "jeg venter bare på den rette," og tilsyneladende åd de den - i hvert fald i en tid.

Til sidst kom det så vidt, at der var et par stykker i min klasse der bare synes at jeg burde komme sammen med den sødeste pige fra min parallelklasse. Det var til intro-festen i 3.g. Egentlig havde jeg overhovedet ikke lyst til at komme sammen med hende, men når nu alle min kammerater på gymnasiet mente at det ville være godt for mig, så måtte det jo være rigtigt!

Derfor kastede jeg mig ud i det med hende, men der gik ikke mere end tre dage, så fik jeg kolde fødder, og blev nødt til at forklare hende at det her altså bare ikke gik! Hun forstod ingenting - hvilket jo var klart nok - og den eneste grund jeg kunne give hende til at vi blev nødt til at stoppe igen var, at "der var noget i vejen med mig," hvilket der jo sådan set ikke var noget forkert i!

Mine venner var meget forbavsede over at jeg ikke holdt ud i mere end tre dage, de mente at vi passede SÅ godt sammen. Heller ikke overfor mine venner kunne jeg komme med nogen specielt god forklaring på mit meget korte forhold. I hvert fald kunne jeg ikke komme på en god undskyldning, som jeg havde lyst til at fortælle dem!

Den efterfølgende måned skete der ikke rigtigt noget i mit kærlighedsliv bortset fra, at jeg blev mere og mere interesseret i fyre på min egen alder. Samtidig gik jeg og blev mere og mere fascineret af tanken om, at en fyr i København jeg jævnligt skrev e-mails sammen med, muligvis var bøsse. Men jeg vidste intet om ham, og han vidste heller intet om mig.

I starten af oktobermåned i 3.g skulle hele klassen på ekskursion (som det nu hedder sig) til København. Turen foregik torsdag til lørdag og jeg havde aftalt med min mail-ven, at vi skulle mødes, spise sammen og derefter i byen.

Der var masser af drillerier fra min kammerater om at jeg skulle mødes med en fyr. Mange kaldte ham "min bøsse-ven" og jeg fik at vide at jeg "skulle passe på, så jeg også kunne gå i morgen". Det hele var bare ment i sjov, og jeg slog også selv det hele hen med en latter. Ingen havde troet at drillerierne måske havde udgangspunkt i virkeligheden!

Om aftenen var jeg ude at spise hos min mail-ven, og vi fik også en del at drikke, og endte selvfølgelig i byen. På det tidspunkt var jeg endnu ikke blevet 18 år, så det var lækkert at gå i byen sammen med én der kunne få én ind på alle de fede steder!

Vi blev begge endnu mere fulde, og til sidst MEGET plørede. Sidst på natten, bestemte vi os for, at jeg hellere måtte komme hjem på det hotel som min klasse og jeg skulle sove på under opholdet i København, og jeg blev derfor fulgt til døren hvor vi skulle sige farvel. Men vi sagde ikke farvel. Derimod gik vi begge to, som om det var en selvfølge, forbi hotellet, og endte hjemme i lejligheden hos min mail-ven, og jeg sov ikke på sofaen(!).

Lørdag morgen skulle jeg sammen med min klasse hjem til Kolding igen, og der blev selvfølgelig spurgt meget indgående om hvad jeg havde lavet hele natten, og hvorfor jeg ikke var kommet tilbage til hotellet for at sove. Mine kammerater spurgte i øst, jeg svarede i vest, og ingen fattede mistanke.

Efter sådan en oplevelse er det meget svært at skulle gå med det hele inde i sit eget hoved! Jeg mener, jeg havde lige været sammen med en fyr for første gang. Det var det jeg - uden at ville indrømme det - havde drømt om i flere år, og nu hvor det så endelig var sket, blev jeg nødt til at have nogen at snakke med det om.

I starten var det ikke noget problem at holde det for mig selv, og kun snakke med nogle ganske få om det. Den første som fik det at vide, var en af mine pige-venner, og hendes reaktion var bare "aaarj hvor er det sejt Mikkel".

Som tiden gik måtte jeg jo fortælle min fantastisk nyhed til flere, og det gik rimeligt let med at fortælle det til mine venner, men desværre får man det også fortalt til nogen der ikke skulle vide noget, og derved bliver nyheden spredt lidt for hurtigt til at man selv kan følge med. Det skete også for mig!

Men hele vejen igennem er jeg blevet mødt med respekt og generelt har folk været glade for at jeg ville fortælle min hemmelighed til lige netop dem.

På hjemmefronten var der efter turen til København ballade på vej. Min mor havde ved et tilfælde læst nogle mails, og hun mente at jeg havde forandret mig efter jeg havde været i København.

En hel masse ting lagt sammen oppe i hendes hoved gjorde, at hun en dag kom til mig og sagde "at hun udemærket var klar over hvad jeg lavede i København". Hun fik et totalt flip da jeg ikke sagde hende imod, og det fik hele skuden til at tippe over.

Min far var på intet tidspunkt blandet ret meget ind i dette, men han var nok også klar over hvad der foregik, sådan er de fleste forældre jo!

Efterfølgende gik der meget langt tid hvor vi overhovedet ikke snakkede sammen omkring min homoseksualitet - faktisk skulle der gå over et halvt år inden det blev nævnt med et eneste ord.

I mellemtiden flyttede jeg hjemmefra. Det skete meget pludseligt, og kom nok ligeså meget bag på mine forældre, som det gjorde på mig. I mit tilfælde gik der kun få dage fra vi havde snakket om at jeg måske skulle flytte, til jeg rent faktisk havde fundet et værelse hvor jeg altså skulle bo.

Jeg flyttede hjemmefra kun to måneder efter min 18-års fødselsdag, og selvom jeg var midt i 3.g, var der pludselig en masse andre ting end skolen der blev plads til. En af dem var at jeg fik mulighed for at sidde og chatte på nettet til langt ud på natten.

Det var en helt ny verden der havde åbnet sig for mig, og den blev brugt, men ikke til ret meget andet end at snakke med andre, der sad i en situation der til forveksling kunne ligne min.

I det efterfølgende halve år skete der ikke meget spændende i mit liv. Skolen skulle jo afsluttes - helst med et rimeligt resultat - og samtidig blev flere og flere i min omgangskreds underrettet om, hvorfor jeg i hele gymnasietiden på tre år ikke havde haft en pigekæreste i mere end tre dage!

Forholdet til mine forældre blev bedre. Nu hvor jeg ikke boede hjemme mere behøvede vi ikke at træde hinanden over tæerne hele tiden, og det har for mit vedkommende været meget sundt.

Samtidig levede jeg en slags dobbeltliv: Når jeg var alene var jeg den Mikkel som jeg gerne selv ville være, mens jeg sammen med forældre, venner og arbejdskolleger var den Mikkel som de gerne ville ha’ jeg skulle være.

Det var til tider meget anstrengende, for jeg skulle hele tiden tænke over hvad jeg sagde til hvem og hvornår.

Op til vores sidste skoledag måtte det jo gå galt: Jeg faldt for min bedste ven. Alletiders søde fyr, som jeg pludselig følte at jeg blev nødt til at kaste al min kærlighed på. Det var hårdt, for selvom han sagtens kunne se meningen med galskaben, så var følelserne ikke gengældt, i hvert fald ikke på den måde som jeg gerne ville ha’ dem gengældt på!

Der gik nogle dage med mange tårer fra min side på grund af den ulykkelige kærlighed til min ven, men (uden at lyde som et kliché) så læger tiden som bekendt alle sår, og jeg var rimeligt hurtigt parat til at fortsætte ud i verden, et par erfaringer rigere.

I slutningen af maj måned begyndte jeg at snakke med en sød fyr på nettet. Han var et par år ældre end mig og fra Odense, og vi beslutter os for at mødes, hvilket resulterer i at vi kommer sammen lidt mere end en måned.

Jeg var ovenud lykkelig, da det var mit første rigtige forhold til en fyr, og jeg var helt sikker på at det var det rigtige for mig - selvom jeg aldrig har været ret meget i tvivl, så blev jeg på dette tidspunkt helt sikker på, at det i fremtiden kun blev fyre der fik lov at være kærester med mig.

Min nye kæreste var også den direkte grund til, at jeg bestemte at mine forældre skulle ha’ sandheden at vide. De var naturligvis interesserede i at vide hvad jeg pludselig skulle til Odense efter, men jeg snakkede bare uden om, eller også fortalte jeg en lille hvid løgn - hvilket jeg synes er meget rimeligt at gøre i den situation.

En dag blev det bare for meget af det gode at skulle skjule noget som jeg var så glad for, og jeg tog mig sammen.

Det var en aften i slutningen af juni, og jeg var hjemme for at besøge mine forældre. På det tidspunkt var min lillebror for længst blevet informeret om hvordan det hele hang sammen, men nu skulle mine forældre altså også vide det!

Jeg bad dem begge om at sætte sig ned, og sagde så - efter op til flere meget dybe vejrtrækninger - at jeg havde fået en kæreste. "Nå", var deres umiddelbare kommentar til det, men da jeg så fortsatte og sagde at han hed Mads, blev der meget stille.

Min mor tog der ret cool. Hun havde åbenbart regnet den ud, men min far derimod klappede totalt i! Hans eneste kommentar til min lille nyhed var: "Ja, det forklarer jo alt!" Så rejste han sig og gik. Jeg blev utroligt ked af det, da det ikke lige var den reaktion jeg havde ventet fra ham.

Samme aften snakkede jeg med min mor om tingene. Hun sagde at jeg ikke skulle foretage mig mere i sagen lige med det samme overfor min far. Jeg måtte finde mig i, at han i starten ikke ville acceptere det. Og det var svært!

Fra min mors side blev der i tiden derefter spurgt en smule til min kæreste, men da det gik i stykker kort tid efter med ham, var der ikke så meget mere at fortælle. I hvert fald ikke indtil slutningen af august, hvor jeg mødte en fyr fra København.

Det var svært at undgå at fortælle mine forældre, at jeg nu skulle til at rejse til hovedstaden hver anden weekend, det var nok blevet opdaget før eller siden alligevel.

Min københavner-kæreste havde jeg i næsten et halvt år. Og samtidig var han også den første af mine kærester som mødte mine forældre. Både min far og min mor fik hilst på ham op til flere gange.

Min måde at få blødt mine forældre op på har været, at jeg bare lige så stille begyndte at snakke med dem omkring min kæreste, og fortalte dem hvad vi lavede, hvornår jeg tog derover og hvornår han var her.

Det varer nok længe inden det falder mig helt naturligt for, at snakke med min far og mor om mine kærester, men det er klart på vej den rigtige vej.

I dag er jeg - overfor mig selv - meget afklaret omkring min seksualitet. Stort set alle i min omgangskreds ved at jeg er bøsse, og det bliver faktisk accepteret hele vejen rundt, både af venner og kollegaer.

Når jeg sidder i dag og kigger tilbage på de sidste 1½ år af mit liv, er det muligt at der er meget der kunne være gjort anderledes, men det ønsker jeg ikke at gøre. Jeg ville ikke være alle disse oplevelser - på godt og ondt - foruden, og samtidig kan jeg også se at jeg har lært meget af de forskellige ting omkring min seksualitet, der er sket så relativt tidligt i mit liv.

Og når jeg i dag bliver spurgt: "Hvis nu du kunne blive "almindelig", ville du så ikke gerne det?!", så er mit svar: "Nej!"

Mange ting bliver mere besværlige som homoseksuel, men tilgengæld er der også mange ting, som bliver meget sjovere. Så jeg ville for intet i verden "bytte".


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SØG