Spring udUdskriv

Kære Mor & Far

Det kan godt være svært at få ordene ud – når man skal fortælle sine forældre at man er homoseksuel. Man kan tage tilløb mange gange og hver gang i sidste øjeblik få kolde tæer og klappe i som en østers. Det er en fornemmelse stort set alle unge bøsser og lesbiske kender fra vores udspring.

Én mulighed for at få udspringet overstået er at skrive det i et brev til forældrene. På den måde er man sikker på at man får sagt alle de ting man har på hjertet og ikke af ren nervøsitet får sagt det på en så klumset måde at man måske bliver misforstået.

Vores anbefaling er at man sørger for at være til stede (måske på sit eget værelse) når forældrene læser brevet. Lad være med vente til fem minutter før du eller de skal ud af døren men vælg istedet et tidspunkt hvor de har tid til at tænke over hvad de lige har læst og tid til at snakke med dig om det.

Her er et eksempel på hvordan et sådan brev kunne se ud. Niels har givet os lov til at vise hvad han skrev da han skulle springe ud for sine forældre:


Kære Mor og Far,

I lang tid har jeg nu gået og samlet mig mod til at fortælle jer om det der sker I mit liv lige nu, men hver gang jeg forsøger kan jeg ikke få ordene ud af munden, så nu prøver jeg med et brev istedet.

Der er ikke nogen nem måde at sige det på og det er ikke for at skuffe jer, men jeg er bare træt af at gå og bære på denne hemmelighed.

Så her er nyheden: Jeg er bøsse. Jeg fortæller jer det fordi jeg er træt af at spille skuespil og efter det første chok forhåbentlig lægger sig håber jeg at I vil være glade på mine vegne og støtte mig i de valg jeg gør i mit liv. Jeg er træt af altid at forsøge at gøre andre glade hele tiden og altid tage højde for deres følelser.

Jeg er klar over at I måske ikke umiddelbart reagerer positivt, men jeg håber at vi snart kan komme over denne tærskel, da jeg ikke føler at jeg har ændret mig. Jeg er stadig den samme søn som I hidtil har elsket og med alle de ting der sker i verden for tiden mener jeg at det at jeg er i live, at jeg lever mit liv fuldt ud og er glad – er vigtigere. I har altid været gode forældre og givet mig et godt fundament og aldrig ladet mig i stikken. Jeg håber bare at I nu ikke føler at jeg har skuffet jer.

Jeg ved også at I sikkert har en masse spørgsmål som I gerne vil have svar på. Jeg vil altid være parat til at besvare dem hvis jeg kan. Et spørgsmål I måske tænker på er om jeg har mødt en kæreste – og svaret er ja. Hans navn er Kristian og vi mødtes for et par måneder siden. Vi har været sammen lige siden og er blevet meget glade for hinanden.

Jeg kan fuldt ud forstå hvis I har brug for at snakke med nogen om dette da det kan være en stor ting at brænde inde med, hvilket jeg vist kender alt til. Jeg er helt på det rene med at I snakker med hvem som helst som I har lyst til om det.

Med hensyn til resten af familien, så er jeg helt okay med at min søster får det at vide, men følte det mest rigtigt at I fik nyheden først. Jeg vil også gerne fortælle det til mormor så hun kan få at vide at jeg er lykkelig og har fået en kæreste, men jeg forstår det også hvis I foretrækker at hun ikke får det at vide endnu. Med hensyn til resten af familien er jeg ligeglad med om de nogensinde får det at vide, da det egentlig ikke vedkommer dem.

Jeg tror at jeg nu har sagt nok og vil give jer tid til at fordøje det hele, men før jeg slutter vil jeg bare tilføje at jeg håber vi hurtigt kan komme over en eventuel akavet atmosfære, og at I stadig vil elske mig for den jeg er. Da jeg fik mit job fortalte I mig hvor stolte I var over mig – Det håber jeg stadig I vil være.

Kærlig hilsen.

Niels

1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG