Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Hørsholm Kommune: Den første jeg snakkede med om det, var faktisk min far!

Kim er 21 år og fra Hørsholm kommune i Nordsjælland.

At springe ud, er nok det sværeste valg jeg nogensinde har truffet! Det skal ikke menes på den måde, at det var svært at tage beslutningen. Jeg vidste den skulle tages, om det så blev før ellers senere, for jeg ville ikke leve et heteroseksuelt liv når jeg nu vidste hvad jeg var!

Det eneste jeg manglede var at tage selve springet. Man leder efter en mulighed, en lille ting, en lille forskel der gør, at man får den ekstra kraft til at tage det afgørende skridt. Man ved, at når først det skridt er taget, så binder man sig. Ikke kun over for venner og familie, men også over for sig selv.

Derfor er det afgørende at man får taget springet på det rigtige tidspunkt. Jeg ved ikke om det var det rigtige tidspunkt for mig, da jeg sprang ud. Det var det på det tidspunkt, men jeg har haft utrolig mange op og nedture siden. Store humørsvingninger var der ofte i perioden efter, især fordi jeg følte jeg havde en total optur. Det var der bare ikke alle der syntes.

Jeg tror jeg vil starte en del år tidligere. Jeg fandt ud af at jeg var bøsse i omkring 13-14 års alderen. Kunne mærke der var noget som ikke helt var som de andre. Jeg tænkte ikke videre over tingene, og det har nok også først været til idrætstimerne jeg fik en fornemmelse af at jeg var til drenge.

Jeg så det ikke som noget problem, og tænkte slet ikke over det var underligt på pågældende tidspunkt. For mig var det jo meget normalt. Det var først da nogle begyndte at drille mig lidt over jeg gik så hurtigt i bad og blev så hurtig færdig i forhold til de andre, at det begyndte at gå op for mig, at det måske ikke var helt normalt.

Den første jeg snakkede med om det, var faktisk min far! Jeg havde det enormt dårligt, og sad og tudede i flere dage. Jeg sagde til ham, at jeg måske var som nogle af hans gamle venner (De var også bøsser, og boede sammen).

Han tog det stille og roligt, og et par dage efter sad jeg hos min læge, og skulle vælge en psykolog!??! Det var åbenbart min fars værk. Han mente vel at jeg kunne tales fra det. Fint nok. Der er bare det ved det, at den psykolog jeg gik hos, turde slet ikke komme ind på emnet, så lige lidt hjalp det. Jeg havde i øvrigt besluttet mig for, at måske kunne jeg i det mindste få det bedre med mig selv, hvis jeg gik til denne psykolog. Men…

De næste jeg sprang ud for, var to veninder. Sad en helt almindelig aften og stenede, og lige pludselig sagde jeg til dem, at der var noget jeg ville fortælle dem, men havde lidt svært ved at få sagt. Den ene af pigerne havde på fornemmelsen hvad jeg ville sige, og forsøgte lidt at bremse mig.

Måske ville hun ikke have bekræftet sin mistanke, men i hvert fald havde hun det ikke så godt med, at hun nærmest allerede vidste hvad jeg skulle til at fortælle. Dog fortalte jeg det ikke alligevel, men jeg skrev det ned i stedet for: "Jeg er ikke til piger". Skrev ikke noget om at jeg var til drenge, for det kunne jeg ikke få mig selv til at skrive/sige. Og jeg skrev det, fordi jeg ikke kunne få det ud af min mund. Det var som om, at i det øjeblik jeg selv sagde det, så ville jeg erkende det. Det havde jeg ikke lyst til, derfor skrev jeg det ned i stedet for. Det var i 9. klasse.

Efterhånden fortalte jeg det så til flere og flere mennesker. Der var egentlig ikke noget system i hvem jeg fortalte det til. Det var hvem jeg på pågældende tidspunkt havde en god samtale med. Selvfølgelig gik jeg heller ikke ud og fortalte det til alle og enhver, for jeg passede meget på – især i starten!!

Så kom jeg i gymnasiet. STORE FORANDRINGER!!! Jeg fik nogle gode veninder. De fik det selvfølgelig at vide. Det var efterhånden blevet nemt at sige det til folk, meget nemmere end jeg egentlig havde forestillet mig det nogen sinde ville blive! Men det der overraskede mig var, at næsten hver gang jeg snakkede med nogen om det, så vidste de det faktisk allerede.

Det gik op for mig, at rygterne svirrede rundt omkring mig, og det havde jeg det ikke godt med! Jeg havde ikke kontrol over det, jeg havde lige pludselig ikke længere magten over mit eget liv! Dette havde selvfølgelig noget at gøre med det område jeg bor i. Det er meget konservativt, og folk skal helst være helt almindelige og hverken vige til højre eller venstre – ellers er man ikke in. Derfor diskuterer folk dette emne helt enormt meget her. Man bliver således det helt store samtaleemne.

Igen fik jeg store op og nedture. Det var sgu ikke så fedt, at folk snakkede bag om ryggen på mig. Især ikke når jeg kunne mærke det på dem. Når jeg nogle gange gik oppe i byen alene, kunne jeg en sjælden gang opleve de værste råbe skældsord efter mig. Det lærer man efterhånden at abstrahere fra, men det er dog aldrig sjovt at opleve sådan noget. Man kan jo ikke gøre for hvem man er, og desværre har folk stadig utrolig mange fordomme, selvom det er blevet bedre med tiden.

Det skal dog også lige siges, at jeg også har haft mange positive reaktioner fra folk jeg ikke kender. De spørger løs, og synes det er enormt sejt. Man får i det hele taget meget stor respekt.

Så kom jeg i 3.g. Det er et hårdt år, og jeg gjorde det ekstra hårdt fordi det var det år, hvor jeg for alvor sprang ud af skabet. Jeg havde chattet lidt på nettet, for ligesom at finde ud af hvordan og hvorledes.

Jeg havde da hørt om Pan, men ville gerne vide lidt mere. Jeg havde desværre aldrig mulighed for at komme til ungdomsgruppens fredags møder, da jeg altid arbejdede fredag eftermiddag og aften. Derfor måtte jeg søge andre alternativer. Det blev chatten og nettet i det hele taget (Det skal lige siges, man lærer at blive meget kontant over for folk på chatten!!! J )

En dag blev jeg så lokket på Pan med to veninder. Det var da sjovt, og for første gang lagde jeg mærke til når folk kiggede på mig. Alene dét gjorde det til en speciel oplevelse. Ellers er jeg ikke så meget for Pan, da det er ét stort kødmarked, og jeg tror ikke på det er der man finder en "holdbar" kæreste. Men det gjorde trods alt at jeg kom ind i miljøet og mødte nye mennesker.

På Pan lærer man også lige pludselig at blive enormt arrogant, og afvise folk på den værst tænkelige måde. Men hvis man ikke er sådan, så synes jeg det er svært at gå i byen på Pan!

En dag, mens jeg skrev 3. årsopgave, tog jeg i byen. (Bare rolig, jeg havde så meget overskud, at jeg følte jeg kunne give mig selv en pause. Fik 10 for opgaven…) Jeg mødte en fyr på Sebastian, og vi tog videre på Pan, hvor jeg var sammen med ham. Ved egentlig aldrig om vi kun blev b-venner eller om det var et forhold vi fik.

Anyway, det holdt kun et par uger, men i mellemtiden sprang jeg ud over for venner og familie. Familien sprang jeg rigtigt ud over for mellem jul og nytår. Jeg sagde bl.a. til min far, at intet havde ændret sig siden sidst. Hele min familie har taget det godt, og hjulpet mig meget. Det var den store oplevelse ved det!!!

Man bliver så glad når ens familie virkelig bakker én op omkring den person man er. Nytårsaften blev det så vennernes tur. Nogle vidste det godt i forvejen, men det var ligesom her det skulle officielt frem. Og det må man sige det kom! Jeg har aldrig nydt så meget respekt, som jeg kom til den aften!

Fyren jeg mødte på Pan holdt som sagt ikke så lang tid – og det var ikke min skyld! Jeg var rimelig forelsket i ham, men han ville kun udnytte mig, for derefter at smide mig væk igen. Sørgeligt, men sådan er der desværre mange der er! Noget duede han dog til. Han var skyld i, at jeg fik taget mig mod til at springe ud. Jeg fik samlet mig sammen, og man kan godt sige at jeg på en måde har udnyttet ham. Hvis jeg ikke havde mødt ham, havde jeg jo ikke sprunget ud på det tidspunkt.

Jeg tror, at der er mange der springer rigtigt ud, i det øjeblik de møder en fyr. De er et godt grundlag for det man prøver at tage sig sammen til. Det er som om man får uanede kræfter og får det der skal til, for at sige det især til sine forældre. Og det synes jeg er positivt. Man skal jo have det gjort på et eller andet tidspunkt!

Efterfølgende var jeg bare på TOPPEN! Jeg red på en bølge af selvtillid, som dog hurtigt blev brudt. Den ene dag skulle ALT stå i blå bog, den næste måtte der absolut intet stå. Grunden var, at jeg blev i tvivl. Det var til dels rygterne der gjorde det, men det var lige så meget det, at nu var jeg sprunget ud. Nu var der ingen vej tilbage.

Hele min ideal forestilling om en familie var med glædens øjeblik ødelagt. Det var bare ufedt! Jeg begyndte at tænke på børn, hus og alt det der. Det var sgu ikke sjovt. Jeg overvejede alle mulighederne for en vej tilbage, men der synes ikke at være nogen.

Det er jeg dog også meget glad for den dag i dag, for jeg ved udmærket godt hvor jeg hører hjemme, og det er ikke at bo sammen med en pige resten af mit liv! Dog kan man sagtens leve et helt normalt liv, uden at skulle være feminin og opfylde alle fordommenes kriterier.

Hele denne oplevelse har stillet mig stærkere i forhold til samfundet. Jeg har oplevet ting, mærket ting på min egen krop, og gjort ting de færreste vil komme til. Det har været hårdt, fedt, der har været øjeblikke hvor jeg har haft lyst til at gøre ting ved mig selv (jeg dog er glad for jeg ikke har gjort!) og der har været den største glædesrus man kunne forestille sig.

Moralen er, at man nok skal komme helskindet igennem, selvom det koster. Man må igennem ild og vand, for at kunne nå toppen. Det er gennem denne proces man finder ud af hvilke der er ens rigtige venner, og hvilke der ikke er!

1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG