ForældreUdskriv

Omvendelsesterapi

Kan mit barn blive kureret for sin homoseksualitet?

Visse religiøse grupper påstår at de kan “kurere” homoseksualitet. Men der er ikke meget fakta bag deres udsagn.

Det amerikanske psykiaterforbund (American Psychiatric Association - APA) har undersøgt den såkaldte ”reparationsterapi” eller ”omvendelsesterapi”. Deres konklussion er tydelig: Disse terapier har intet videnskabeligt bevis for at virke.

”Der er ingen beviser på at nogen som helst behandling kan ændre en homoseksuel persons dybtliggende seksuelle følelser for andre af det samme køn. Klinisk erfaring tyder på at en person der søger omvendelsesterapi gør dette pga. sociale tilbøjeligheder der har resulteret i internaliseret homofobi, og at bøsser og lesbiske der har accepteret deres seksuelle observans er positivt bedre afbalancerede end dem der ikke har gjort det.”

Fordi homoseksualitet er et så dybtliggende biologisk aspekt af dit barns personlighed og identitet som menneske, kan ingen – uanset hvor velment det må være – ændre på det. Det vil være det samme som at forsøge at ændre en venstrehåndet til at blive højrehåndet. Det kan godt lade sig gøre at tvinge personen til at skrive med kuglepennen i højre hånd, men personen er stadig venstrehåndet indvendigt. På samme måde kan en homoseksuel godt tvinge sig til at leve med en person af det modsatte køn og få børn, men indvendigt vil personen altid være homoseksuel.

Forskere der har studeret dette emne siger at påstandene om ”omvendelse” ikke tåler nærmere eftersyn. De få projekter der påstår at have opnået succes har således fået deres resultater skudt i sænk, da udsnittet af de ”kurerede” homoseksuelle har været fejlagtige og dem der påstår at de er blevet ”kureret” har vist sig ikke at være kureret når de blev gået nærmere på klingen.

Der findes en række kristne grupper (også her i landet) der alligevel påstår at de kan ”helbrede” homoseksualitet. Det eneste der lykkes for dem er at undertrykke det. Men at undertrykke sin seksualitet kan føre langt værre konsekvenser med sig på længere sigt. Nogle trækker f.eks. paralleler mellem det katolske krav til præsters cølibat og den senere tids mange afsløringer af katolske præsters overgreb mod børn i deres menigheder.

Der findes også en række terapeuter, for det meste psykiatere, der påstår at de kan ”kurere” homoseksualitet. Igen viser det sig at de undersøgelser der henvises til er fyldt med fejl.

Den amerikanske psykiater Jack Drescher der selv har erfaring på området omkring omvendelsesterapi advarer sine psykolog-kolleger i et åbent brev om farerne ved overhovedet at lade sig involvere i omvendelsesterapi. Han vælger et øjeblik at tage forskningsresultaterne der henvises til for gode varer, og tager så udgangspunkt i at de tre undersøgelser kun har kunnet ”omvende” henholdsvis 23, 27 og 35%. Hvilke konsekvenser har det haft for de 2 ud af 3 der ikke blev omvendt, spørger han:

”Min egen kliniske erfaring med bøsser for hvem det ikke er lykkedes at blive omvendt i reparativterapi, er at de har lidt skade på deres selvagtelse, oplevet deraf følgende angst og depression, og ofte følt en dyb mistro til professionelle psykiatere.”

Jack Drescher slutter sit brev af med en skarp advarsel til det amerikanske psykologforbund APA:

”Uanset hvad, bør det vække bekymring for APA, når dets medlemmer udøver procedurer der, selv hvis de teoretisk hjælper nogle patienter, kan medføre betydelig skade for andre.”

Fakta om "reparativterapi" eller ”omvendelsesterapi”

Seksuel observans er ikke en sygdom. Både de danske sundhedsmyndigheder, verdens sundhedsorganisationen WHO og de fleste andre vestlige lande har fjernet ”homoseksualitet” fra listen over mentale og psykiske lidelser. Så da det ikke er en sygdom, kan det heller ikke helbredes.

"Reparativterapi" virker ikke. I 1990 fastslog det amerikanske psykologforbund (American Psychiatric Association – APA) der ikke fandtes nogle videnskabelige beviser på at omvendelsesterapi virker, men at det tværtimod kan gore mere skade end gavn.

"Reparativterapi" er farlig. I 1998 offentliggjorde det amerikanske psykologforbund APA at det var imod reparativterapi, og fastslog at "psykiatrisk litteratur stærkt demonstrerer at behandlingsforsøg på at ændre seksuel observans er ineffektive, mens de potentielle risici er store, heriblandt depression, angstanfald og selvdestruktiv opførsel..."

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder “stammer de fleste følelsesmæssige problemer som bøsser og lesbiske føler omkring deres seksualitet, ikke fra psykologiske årsager, men mere som årsag af en følelse af fremmedgjorthed i et ikke-accepterende samfund. Af denne årsag er omvendelsesterapi ikke længere anbefalet til bøsser og lesbiske."



[Grunden til at ord som ”omvendelse” og ”helbrede” i denne tekst er sat i anførselstegn er udfra redaktionens grundholdning at homoseksualitet ikke er en sygdom. En holdning der iøvrigt deles af både de danske sundhedsmyndigheder og verdens sundhedsorganisationen WHO]


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG