SpørgsmålUdskriv

Spørgsmål og svar

Desperat efter at springe ud
Tilbage til oversigt
 
Hej! Jeg er 21 år, og kommer fra Silkeborg, jeg skriver til jer, fordi at jeg er ved at blive desperat, ikke kun efter at få en kæreste, men også efter at fortælle det til nogen, at komme til at tale med andre bøsser, men jeg har det bare så svært med at springe ud med disse her ting, jeg siger jer, bare det at sidde her og skrive det ned, løber mig koldt ned at ryggen, men alligevel vil jeg ikke lade det ligge, der skal ske noget inden der er for sent, men der er bare så svært når man står helt alene med det.
Når jeg skal opsøge noget eller nogen, er jeg meget genert, og det er også der for, at jeg vælger at skrive til jer i stedet for at ringe til en rådgiver, jeg ville ønske at man kunne finde nogle e-mail adresser på andre unge bøsser på min alder, så man måske kunne lære dem lidt at kende, og måske på den måde kunne blive fri for at skulle det hele igennem helt alene.
Som i måske nok kan læse er jeg helt rundt på gulvet, hvad skal jeg gøre?- jeg savner venner som er lige som mig selv.
På forhånd tak.
 
 
Jeg er ked af at høre at du har det så svært, og er blot glad for at du trods alt valgte at skrive. Det er meget hårdt at gå med disse tanker og følelser helt alene. Den følelse kender jeg godt. Da jeg var ca. 14-15 år blev jeg selv klar over at jeg var bøsse og turde ikke snakke med nogen som helst. Det betød også at jeg ikke gjorde noget ved sagen før jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. I de år var det også ved at æde mig op...alle de tanker...alle de ønsker...alle de "forbudte" fantasier.

Da jeg flyttede kom jeg endelig så langt væk at jeg turde begynde at finde mig selv...finde ud af hvad det ville sige at være bøsse...hvordan det var at møde andre bøsser. Jeg var også meget genert på dette område.
Jeg var samtidig også nervøs for om mine forældre skulle finde ud af at jeg var homoseksuel. Det var ret hårdt at leve dette dobbeltliv.

Siden jeg sprang ud for min familie (som 25-årig) har jeg brugt en del tid på at være rådgiver for andre unge, og kan derfor også sige at der faktisk er rigtigt mange der oplever det du går igennem lige nu.

Hvordan kommer du videre? Jeg ville ønske at jeg kunne give dig en stak e-mail-adresser som du beder om, men det kan jeg desværre ikke. Men jeg kan da foreslå at du forsøger dig på chatten at "møde" andre unge bøsser. (Jeg ved ikke om du allerede bruger det, men hvis ikke forklarer jeg lige lidt:)

Jeg kender tre gode chats der er for homoseksuelle:

1) http://www.gay.com har en international chat for bøsser og biseksuelle fyre. (her chattes der på engelsk!)

2) http://chat.opasia.dk/login er en dansk chat. Klik på Maskulinum og chat.

3) http://chat.ofir.dk/ hvor du kan klikke på henholdsvis: fyr/fyr øst og fyr/fyr vest for at chatte.

I Chatrummene kan du kalde dig hvadsomhelst og hvis du f.eks. kalder dig Silkeborg21 er du jo stadig anonym, men kan nemmere komme i kontakt med andre unge fra området. Mange bruger chatrummene til at skaffe sig et hurtigt og uforpligtende knald, men man kan faktisk også møde reelle unge fyre som vil chatte, lære hinanden at kende og opbygge et venskab.

Så længe du ikke "afslører" dit navn, adresse, telefonnummer eller andre oplysninger der vil indikere hvem du er, kan du således chatte anonymt med andre unge fyre. Når du føler at du har lært en person godt at kende kan du så åbne lidt mere op, og derigennem opnå det venskab du søger. Måske endda en kæreste.

Jeg ved at unge ofte har oplevet at de via de venskaber de har knyttet via chatten har fundet nogle de kunne tage i byen med i f.eks. Århus, Odense eller København. Stadig uden at der er nogen i hjembyen der ved noget!

Lad dig nu ikke afskrække af de mange "useriøse" eller vilde tilbud du måtte få i chatten...bare ignorer dem og søg nogle seriøse unge chattere, så du finder nogen at "tale" med og udveksle tanker og erfaringer med.

Jeg håber at det lykkes for dig. Der er masser af muligheder, men det kræver at du selv tager initiativ til at bruge dem. Og selvom det godt kan være enormt svært (det kan jeg udemærket huske at det var) så bliver det meget nemmere, når først man får begyndt.


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG