SpørgsmålUdskriv

Spørgsmål og svar

Hvorfor kan jeg ikke acceptere det selv?
Tilbage til oversigt
 
Jeg er en ung fyr på 19, som for et par måneder siden sagde det første gang.. altså at jeg er bøsse. endtil videre er det kun mine allerbedste venner der ved det, for jeg ved ikke hvordan jeg kan side det til mine forældre det at være anderledes end de tror... mine venner har taget det rigtig fedt og vil altid hjælpe mig hvis jeg har problemer med det.. men hvordan kan det så være at jeg ikke selv kan acceptere det?? nu når jeg ser hvordan min omgangskreds har taget det (det er kun 5 der ved det) I lørdags skulle jeg have været på pan med mine venner men da klokken nærmede sig 22-23 tiden. og det var tid til at komme afsted var der noget inden i mit hoved der fik mig til at bryde total sammen... vi sad så og snakkede om hvad der var sket og såden.. jeg tror det er fordi jeg er bange, men hvad er det jeg er bange for??? måske er jeg slet ikke klar til at springe ud?? hvordan ved man om man er klar??? og som en af mine venner foreslog mig at jeg kunne tage til såden et møde landsforeningen for bøsser og lesbiske har om fredagen, det er nok en god ide men hvad hvis jeg bryder sammen igen foran alle dem som jeg ikke kender???? Okay det kan være det er lidt rodet det her brev og der står sikkert noget i ikke har et svar på men jeg prøver alligevel at skrive til jer med håb om hjælp.
 
 
Det du oplever lige nu er fuldkommen almindeligt. Det har været et stort skridt for dig at turde fortælle dine nærmeste venner det. Du har sikkert haft det som vi alle har prøvet det, når man frygter at man vil blive gjort til grin, udstødt, miste venskaber eller at dem man fortæller det til, skulle sladre. Indtil du sagde det, var det din egen hemmelighed og så længe det kun var dig der vidste det, kunne ingen komme ind til din hemmelighed. Nu har du åbnet op overfor dine nære venner og oplevet det som heldigvis langt de fleste også oplever at dine venner fuldt ud accepterer og respekterer det.
Her må du huske på at det har været et kæmpe skridt for dig. Derfor kan man godt komme til at suse for hurtigt frem, på den bølge af lettelse man føler. Men der er flere store skridt foran dig. Du er måske ikke klar til at snakke med dine forældre endnu, og det er også kun helt naturligt.
Nu ved jeg jo intet om dine forældre og det forhold I har til hinanden, men det er jo ganske alm. at man har svært ved at tale følelser med forældre som jo kommer fra en anden generation. Der er det nemmere med sine venner som man har mere til fælles med. Det er også helt naturligt at du frygter hvordan dine forældre nu vil reagere. Vil de blive vrede, skuffede, frastødte? Det er oftest disse tanker man har. Og vi vil jo allesammen gerne leve op til det vores forældre forventer og håber.
Som udgangspunkt er der selvfølgelig ingen forældre der ØNSKER for deres barn at han/hun skal være homoseksuel. Men det er ikke ensbetydende med at du vil hverken skuffe, forarge eller frastødes af dine forældre. Dine forældre elsker jo dig for den person du er, og ønsker jo at du skal være lykkelig. Og forestil dig lige at du, for at tækkes dine forældre, valgte at undertrykke dine følelser og valgte at blive gift og få børn. Det ville du jo ikke blive lykkelig af, og dermed gør du jo heller ikke dine forældre glade.
Men selvfølgelig kan det godt være at dine forældre vil få brug for noget tid til at vænne sig til den nye situation. Det ved jeg da at min far havde, og det er jo også helt alm., hvis man tænker på hvor længe du selv har haft brug for at tænke før du kunne indrømme det overfor dig selv, og siden dine venner!
Jeg kan ingen garanti give dig for hvordan dine forældre vil reagere, men min erfaring (baseret på over 300 unge jeg har rådgivet) viser at næsten alle forældre tager det lige så godt som dine venner har gjort. Jeg har kun stødt på tre tilfælde hvor det gik galt, og af de tre gik det hurtigt over for de to af dem, efter at forældrene havde vænnet sig til det, og den sidste havde forældre der var Jehovas Vidner, så han har desværre ikke meget kontakt med sine forældre mere. Men dermed kan du nok se at forældre i dagens Danmark næsten altid reagerer godt.
Hvornår er du klar til det næste store skridt? Det er kun noget du selv kan afgøre med dig selv. Hvis du ikke føler dig klar, syntes jeg du skal vente, men hvis du tror du måske bare har brug for at springe ud i det, så kan dine venner måske hjælpe med lidt opbakning. Men husk på at sige stop, hvis du ikke er klar. Et udspring bør ikke ske før du er klar.
Du skal være glad for at du har så dejlige venner der tilbyder at tage med på Pan og som opfordrer dig til at møde op i ungdomsgruppen. Og som også er der, når du istedet har brug for at snakke.
Hvad sker der hvis du bryder sammen foran fremmede i Ungdomsgruppen - spørger du. Når man møder op til introduktion den første fredag i måneden er det kun "nye" der er med til mødet sammen med et par introguider. Derfor er alle nervøse i starten. Nervøsiteten kan komme til udtryk på mange måder. Nogen sidder meget stille og stirrer ned i gulvet, mens andre snakker som et vandfald. Men uanset hvad, så er alle en smule nervøse. Og det er introguiderne også vant til. Og derfor er der gjort meget ud af at introduktionen bliver god for alle. Så hvis du mest har lyst til bare at lytte og helst ikke åbne munden, så er det helt okay. Det bestemmer du selv. Og man kan også få lov at være helt anonym. Der er ingen der må fortælle om noget de har hørt eller nogen de har set inde til introduktion.
Så jeg tror ikke at du behøver at være bange for at skulle bryde sammen. Men hvis du stadig ikke er helt tryg ved situationen kan du evt. vælge at tage en nær ven med. Det er der noglegange nogle der gør og det er helt okay. Men jeg vil dog anbefale at du tager derind alene hvis du kan, da man får mere ud af det hvis man er der som enkeltperson.

Det blev en længere smøre, men jeg håber at du fik svar på nogle af dine tanker. Og til slut vil jeg minde dig om at du allerede er kommet et stort stykke af vejen. Du har sprunget ud for dig selv, og du har turdet sige det videre til nogle gode venner. Tillykke med det. Nu vælger du selv hvor hurtigt du vil gå, før de næste store skridt skal være, Gå på Pan, i ungdomsgruppen, springe ud for forældre, osv.

Har du brug for flere råd, kan du også læse nogle af de andre unges spring ud-historier på vores side


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG