SpørgsmålUdskriv

Spørgsmål og svar

Lesbisk eller biseksuel?
Tilbage til oversigt
 
Hej!Jeg jeg er en pige på 15 år,og jeg kan ikke finde ud af om jeg er lesbisk eller biseksuel. Jeg føler mig lidt tiltrukket af min veninde, men jeg HAR været forelsket i fyre før, og er stadig forelsket i mit store idol (Taylor Hanson) og så ved jeg ikke om det er fordi at hun minder lidt om ham, fordi det er der mange der synes, men hun ligner slet ikke en dreng! Og jeg har fortalt hende at jeg engang var bange for at jeg var forelsket i hende. og det tog hun meget pænt,og sagde at det var helt normalt at være forvirret i teenager-alderen. Og nogen gange når vi ikke har set hinanden i noget tid er jeg helt vildt spændt! og har lidt dårlig mave, men så når hun først har ringet på så har jeg det bedre, og som sagt, det er ikke altid jeg har det sådan, og jeg har aldrig følt sådan for en pige før! Men jeg har også læst at nogen gange kan man være så glad for sin veninde at man tror man er forelsket i hende. Men jeg føler mig slet ikke tiltrukket af andre piger!Kun lidt hende! og hun er også i mine seksuelle tanker NOGEN GANGE. Jeg har også lagt mærke til at jeg kigger lidt på hvad de andre piger går i for noget tøj,er det fordi jeg er tiltrukket af dem eller bare nysgerrig? Please hjælp mig!!! Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, og jeg har snakket med min mor og andre veninder om det. Men selvom det er normalt at være homoseksuel, så ville jeg helst ikke være det! Men jeg kigger og er stadig meget interesseret i drengene. Er det bare min teenagertid eller er der noget i det??
 
 
Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig forvirret over dine tanker, fordi netop al ens energi og koncentration går til disse tanker. Jeg kan nok ikke give dig svaret på, om du er lesbisk, biseksuel eller heteroseksuel, for det er du den eneste, som ved eller kan finde ud af. Det er godt at vide, at du har snakket med din mor og andre i din omgangskreds, for jeg tror, det vigtigste er, at få tlat ud om disse tanker. Prøve at sætte ord på, hvad du føler og ikke føler. For det kan sikkert til tider føles som om du befinder dig i et kaos, hvor du ikke rigtig ved til hvilken side, du skal vende dig. Derfor tror jeg det er rigtig godt, at du har åbnet op og snakker med andre om det. Det er et skridt i den rigtige retning.
Ja, mange piger er i teenagealderen forvirrede over deres seksualitet. Nogen bliver, som du selv skriver, forelskede eller tiltrukkede af en veninde uden dog at være lesbiske. Jeg tror, at det er mindre vigtigt at sætte en mærkat på sig selv i form af, om man er lesbisk, biseksuel eller heteroseksuel. Jeg tror, det bedste du kan gøre for dig selv nu, er at følge dit hjerte. Mærk godt efter og fornem hvad du har lyst til. Har du lyst til at snakke med din veninde om dine tanker igen, eller har du måske lyst til at møde op i en Ungdomsgruppe for Bøsser og lesbiske for at møde homoseksulle på din egen alder, som du kan dele dine tanker med. Måske kunne det sidste være en hjælp for dig til at finde ud af, på hvilken måde du er tiltrukket af piger. I en Ungdomsgruppe kan man nemlig under stille og rolige forhold snakke med unge homoseksuelle. Måske har de gjort sig nogel tanker som minder om dine. Husk på at du selv helt og holdent bestemmer hvad du har lyst til og ikke har lyst til. Lyt til dig selv og fornem hvad du har lyst til.
Jeg kan huske, at da jeg selv var 14-15 år, gik jeg med mange tanker, som mindede om dine. Jeg var tiltrukket af nogen piger, og jeg lagde meget mærke til deres påklædning og udstråling. Alligevel gik jeg i lnag tid og sagde til mig selv, at jeg ikke var lesbisk. Det hang nok meget sammen med, at jeg ikke kunne overskue, hvilke konsekvenser det ville give mig, hvis jeg sprang ud som lesbisk. Jeg synes, at det var højst unormalt at være lesbisk. Efter at have tænkt det i et års tid kom jeg til den konklusion, at jeg kunne lyve for mig selv lige så længe det skulle være, men det gjorde mig jo ikke lykkelig. Jeg sprang ud som lesbisk som 15-årig, og den var en kanon lettelse. Al den energi og frustration jeg havde følt tidligere, var forsvundet som dug for solen. I dag er jeg ikke i tvivl om at jeg gjode det rigtige. Jeg er glad for at være lesbisk, og jeg betragter det aldeles ikke som noget unormalt. For mig var det spørgsmålet om at turde springe ud i det efter at have mærket godt efter på mig selv.
Jeg tror, at du skal mærke godt efter hos dig. Hvad føles rigtigt for dig? Ville det hjælpe at møde op i en Ungdomsgruppe og snakke med nogen homoseksuelle på din egen alder. Hvis det er tilføldet kan du på vores hjemmeside se, hvor den nærmeste Ungdomsgruppe ligger i forhold til, hvor du bor. Jeg tror, at man inderst inde kan mærke, hvad der er rigtigt for éen. Måske føler du dig bare tiltrukket af din veninde uden at være lesbisk, måske er du biseksuel eller måske er du lesbisk? Du skriver, at du har været forelsket i fyre før, din forelskelse i fyre har den været den samme som det, at du er tiltrukket i din veninde? Hvad ville føles mest rigtigt for dig? At være seksuelt sammen med en pige eller med en fyr? Måske er der for dig ingen forskel, og det er også helt ok. Det eneste jeg vil sige er bare, at du skal følge dit hjerte og dine tanker.
Føler man sig forelsket i en fyr eller i en pige, er det lige rigtigt. Det vigtigste er at følge sine følelser. Det er knap så vigtigt at få defineret sig som enten lesbisk, biseksuel eller heteroseksuel. Mit råd til dig er at følge det, der føles rigtigt for dig lige nu. Selvom alt er forvirrende for dig lige nu, så er jeg overbevist om, at du nok skal klare skærene.


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG