SpørgsmålUdskriv

Spørgsmål og svar

Forvirret med mange grunde!
Tilbage til oversigt
 
Jeg er en fyr på 16 år, og jeg har et kæmpe problem, som jeg håber at i måske kan hjælpe mig med.

I har vistnok allerede svaret på et lignende spørgsål, men jeg synes stadig mit spørgsmål er anderledes, da jeg ved, at jeg helt sikkert IKKE er heteroseksuel.

Lad mig starte med begyndelsen. Den første gang jeg kan huske, at jeg var "fascineret" af en dreng var helt tilbage i '93, da jeg første gang så filmen "Jurassic Park", drengen jeg blev fascineret af, var selvfølgelig ham der professorens barnebarn eller sådan noget. Timmy hed han vistnok. Nå, men siden da har jeg altid været mest interesseret i drenge end piger. Og jeg har faktisk lige siden da, spekuleret om jeg virkelig kunne være bøsse. Først undskyldede jeg min "fascination" med, at det nok bare var en fase eller sådan noget. Men lidt efter lidt accepterede jeg det faktum at jeg var bøsse. For to uger siden var jeg utrolig tæt på at komme ud af skabet overfor mine forældre, da en fygt pludselig meldte sig. Jeg frygtede ikke hvordan omverdenen skulle reagere eller sådan noget. Jeg frygtede (og frygter) at jeg måske alligevel ikke skulle være homoseksuel.

Grunden til min tvivl om min seksualitet er opstået af flere grunde. Inden jeg fortæller dem, må jeg hellere fortælle dette: Jeg er stadig jomfru. Jeg har aldrig været i seng med drenge eller piger. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg sgu' aldrig prøvet noget sexuelt med nogen andre. Hverken onani eller oral. Dette er et problem fordi, at jeg derfor kun kan bestemme min seksualitet udfra mine tanker, da jeg som sagt ingen erfaring har.

Nå, men tilbage til grundene for min tvivl om min seksualitet. Det er egentlig en masse sitiuationer jeg har været ude i. Her er de:

1. GRUND:
Lad mig referere til en skolefest vi holdt her forleden for hele min skole. Når jeg så rundt på forsamlingen, kunne jeg da godt se på en pige og tænke "hun ser da godt nok ud", men det rørte ligesom INTET i mig. Når jeg så fik øje på en dreng der så godt ud var det som om, at det føltes mere rigtigt, men jeg fik altså ikke erektion (lad os bare bruge det fine ord). Jeg ved godt at det er et latterligt spørgsmål, men er det normalt? Altså at se én som man synes virkelig ser godt ud uden at få erektion og tænke på om man nu vil i seng med personen? Jeg for jo hverken erektion ved drengene eller pigerne, betyder det at jeg er biseksuel? Som nævnt, kan jeg jo kun bedømme ud fra mine egne tanker, men der er et eller andet der føles mere rigtigt for mig, ved en dreng. Jeg kan ikke sige hvad det er, men i mine tanker føles drenge rigtigst for mig.

2. GRUND:
Jeg tænder ikke på teen-bands eller teen-idoler som Bacstreet Boys, Ronan Keating, Ricky Martin, Leonardo DiCaprio o.s.v. Jeg har i det hele taget en meget speciel smag i forholden til de piger som jeg har kendt. Jeg tænder ikke på kæmpe overkroppe og vaskebrætter. Jeg tænder mest på ansigter, og derefter kroppen. Er det "normalt" at være kræsen? Ud af alle de drenge til den tidligere nævnte skolefest (der var et par hundrede), var der kun 5-6 stykker hvis udseende alene jeg fandt "interessant".

3. GRUND:
Dette er noget jeg først lige fornylig er kommet til at tænke på. Det er en ting jeg er begyndt at gøre, hver gang jeg ser en film, eller en eller anden tv-serie. Normalt har jeg meget sjældent syntes at en person fra en film eller en serie var særlig sexet, og jeg har praktisk talt ALDRIG fået en erektion over at se en "normal" film. Nu er jeg begyndt at gøre det, at jeg i mit hoved prøver at tænde på næsten alle de mænd jeg ser i fjernsynet. Og egentlig tænder jeg kun på meget få af dem. Gør det mig så til en "ikke-bøsse"?

4. (og sidste) GRUND:
Dette er en grund lidt i stil med den forige. Samtidig med, at jeg prøver at gøre mændene sexede. Gør jeg alle kvinderne usexede. Og egentlig ved jeg godt at jeg ikke føler noget ved nogen af kvinderne. Er det et "fænomen" i har hørt om før. Hvorfor gør jeg det?

Det var så alle mine grunde til min tvivl. Jeg tror, at det egentlig bunder i, at jeg stadig er jomfru. Jeg vil virkelig gerne snart "springe ud", men jeg vil nødig springe ud som det forkerte. Hvad fanden skal jeg gøre? Har i hørt om dette "tvivls-syndrom" før?

HJÆLP...
 
 
Dit problem har de fleste haft inde på livet på den ene eller anden måde. Tvivlen, usikkerheden og nervøsiteten ved at skulle sætte sig selv i den forkerte bås. Det er utroligt frustrerende at gå med alle disse tanker alene, og derfor er jeg glad for at du fandt frem til os, så du i det mindste kunne lufte dine tanker med os.

Lad mig med det samme slå fast at jeg desværre ikke kan fastslå din seksualitet for dig. Hverken udfra din mail, eller hvis du var kommet ind til rådgivning. Det er nemlig noget så personligt at det kun er dig selv der kan afgøre hvad du er. Men jeg kan godt hjælpe dig med at se på de problemer og tanker du har beskrevet, og måske derigennem give dig nogle bedre redskaber til selv at finde svaret på, hvad du føler du er.

I mit eget tilfælde var jeg også jomfru da jeg blev klar over at jeg var til fyre. Og derfor havde jeg mange af de samme tanker som du har. "Måske er det bare fordi jeg ikke har mødt den rette pige endnu" -tænkte jeg, eller rettere, prøvede jeg at overbevise migselv om!

Men her er det jo vigtigt at understrege at seksualitet ikke kun handler om hvem man dyrker sex med! Den fejl er der rigtigt mange der begår, og derfor føler man nemt at man bør "smage på maden før man kan sige om man kan lide den". Hvilket er noget vrøvl i denne sammenhæng.

Seksualitet handler jo om de følelser man har, hvem man tiltrækkes af, hvad man tænder på, hvem man bliver forelsket i, hvad man fantaserer om. At jeg har prøvet at dyrke sex med både fyre og piger gør mig ikke til biseksuel. Jeg var sammen med et par piger, før jeg erkendte overfor mig selv at jeg var bøsse, men at jeg, dengang kun havde dyrket sex med piger gjorde mig jo ikke til heteroseksuel. For jeg var jo tiltrukket af fyre og forelskede mig jo i og fantaserede om fyre fremfor piger.

Desværre er der mange der frygter at blive stemplet som noget de ikke er, hvis de eksperimenterer lidt. Og specielt når det gælder at være sammen med en person af sit eget køn, så føler mange at de skal være helt 100% sikker på at de er bi- eller homoseksuelle før de prøver det.

"Er du nu helt sikker? Du har jo ikke prøvet at være sammen med en pige, så du kan jo ikke være helt sikker!" Det udsagn har mange unge homoseksuelle hørt fra enten forældre eller venner. Men prøv lige at vende tanken om. Hvormange af de heteroseksuelle har været sammen med en af deres eget køn, før de var sikre på at de selv var heteroseksuelle? Det viser blot at seksualiteten ikke er afhængig af hvad man har prøvet, men hvad man føler.

Mit råd til dig angående sex er at gøre det du har lyst til. Hvis det er at være sammen med en pige, så gør det! Hvis det er sammen med en fyr, så prøv det! Hvis det er at vente, så vent! Hvis det er at prøve lidt af hvert, så gør det! Du behøver jo ikke sætte dig selv i nogen bås. Der er intet galt i at prøve de ting man har lyst til. Og der er jo ingen grund til at springe ud som hverken det ene eller andet, før du selv føler dig overbevist om hvad du er.

Hvis du alligevel gerne vil finde et svar på hvad du selv er, før du prøver at være sammen med en fyr eller pige, så kender jeg kun én måde: Lyt til dine tanker og følelser. Hvem fantaserer du om? Hvem forelsker du dig i? Hvem tænder du på? Hvem kigger du efter på gaden/diskoteket?

Disse spørgsmål er du jo allerede begyndt at besvare grundigt i dine forskellige grunde du beskrev hvorfor du er i tvivl. Så kig på dem, og tænk over endnu flere eksempler, så danner der sig måske et bedre billede af hvilken seksualitet du har.

Når du beskriver hvordan du reagerer seksuelt, med hvem du får erektion af og hvornår du ikke får erektion, så husk på at seksualitet ikke handler om sex alene. Blandt heteroseksuelle findes der mange der godt kan tænde på tanken om at være seksuelt sammen med en person af sit eget køn (selvom de fleste ikke vil indrømme det) men det er kun det seksuelle de tænder på at prøve. Når det gælder forelskelse så er det en person af det modsatte køn de falder for. Og det behøver altså ikke at betyde at de er biseksuelle af den grund.

Beklager at det er så besværligt. :-) Men der er så mange muligheder og det er kun digselv der i sidste ende definerer hvad du vil prøve udfra hvad du føler er mest rigtigt.

Du spørger et par gange om dine tanker og følelser er normale. Det syntes jeg bestemt at de er. Jeg kan klart genkende mange af disse overvejelser fra migselv. Jeg vil nu besvare hvert af dine spørgsmål enkeltvis:

"...var det som om, at det føltes mere rigtigt, men jeg fik altså ikke erektion. Jeg ved godt at det er et latterligt spørgsmål, men er det normalt?"
Som sagt er det ikke erektionen der bestemmer hvad du føler er mest rigtigt. Så det er helr okay. Jeg ser da tit en fyr jeg syntes ser sød eller fræk ud. Men jeg behøver ikke have en rektion eller som sådan have tanker om sex i hovedet når jeg ser ham. Jeg ved jo bare at han er en type jeg tænder på.

"Jeg for jo hverken erektion ved drengene eller pigerne, betyder det at jeg er biseksuel?"
Det betyder ikke at du er biseksuel, og det betyder heller ikke at du ikke er biseksuel! (uha der var mange netativer i den sætning *ss*) Lad mig lige forklare hvad jeg forstår ved at være biseksuel. Det er når man tænder på sex med begge køn og/eller forelsker sig i begge køn. Homoseksualitet er når man hovedsageligt forelsker sig i sit eget køn og heteroseksualitet er når man hovedsageligt forelsker sig i det modsatte køn. Homoseksuelle kan således godt tænde på sex med en af det modsatte køn, og heteroseksuelle kan også godt tænde seksuelt på en person af deres eget køn.

"Er det "normalt" at være kræsen?"
Bestemt! Mange gange når heteroseksuelle fyre bliver "nervøse" ved at en ven springer ud som bøsse, er fordi de er bange for at bøssen vil i seng med dem. Men fordi man er bøsse betyder det ikke at man vil springe på hvadsomhelst! Vi har smag, ligesom heteroseksuelle har. Nogle fyre tænder på piger med langt lyst hår, andre tænder på store bryster, mørke i huden, veltrænet krop eller et sødt ansigt. Smagen er forskellig fra fyr til fyr. Det samme gælder naturligvis hos bøsser. Nogle tænder på store veltrænede vaskebrædtsmaver og andre tænder på den lidt mere alm. type som du selv beskriver. Nogle fyre tænder på feminine fyre, og andre på maskuline fyre, og andre igen på fyre der ligger lige midt imellem, som dem du beskriver. Det er helt naturligt at være kræsen, eller rettere, at have smag!

"Nu er jeg begyndt at gøre det, at jeg i mit hoved prøver at tænde på næsten alle de mænd jeg ser i fjernsynet. Og egentlig tænder jeg kun på meget få af dem. Gør det mig så til en "ikke-bøsse"?"
Igen lyder det som en helt naturlig ting! Som jeg beskrev i starten, prøvede jeg at overbevise mig selv om at jeg måske var til piger, og jeg prøvede også at blive forelsket i dem. Det lyder som om du er nået det skridt videre, der gør at du faktisk leder efter gode grunde der kan overbevise dig selv om at du er til fyre. Når du så også skriver at: "Samtidig med, at jeg prøver at gøre mændene sexede. Gør jeg alle kvinderne usexede" så er det måske igen en måde hvorpå du forsøger at overbevise dig selv.

"Jeg vil virkelig gerne snart "springe ud", men jeg vil nødig springe ud som det forkerte. Hvad fanden skal jeg gøre? Har i hørt om dette "tvivls-syndrom" før?"
Tvivlssyndromet har vi næsten alle haft. Og det er helt naturligt at man stiller spørgsmålstegn ved sin seksualitet. Der er mange nye ting og følelser man pludselig skal tage stilling til, og det kan være svært at rumme alle disse tanker i hovedet alene. Og desværre er det også ting man kan have svært ved at snakke med andre om. Derfor håber jeg også at du har fået lidt ud af mine svar.

Når du har tænkt din situation grundigt igennem, så er jeg sikker på at du nok skal finde det rette svar på hvad din seksualitet er. Faktisk tror jeg at du er meget tæt på at have fundet svaret. Men den sidste nervøsitet ligger så i at "binde dig selv" ved at sige det til andre. Så kan man jo ikke så godt lave om på det igen. Men til det vil jeg sige at når du endelig fortæller dine forældre eller venner det, så er det jo ikke noget du bare fandt på den dag...men noget du har lagt rigtigt mange overvejelser i på forhånd. Så stol på din egen dømmekraft!

"Hvad fanden skal jeg gøre?"
Du skriver selv at du er ret sikker på at du ikke er heteroseksuel, men måske er i tvivl om du er biseksuel eller bøsse. Uanset om du er det ene eller det andet, kan du måske finde ud af mere, hvis du mødes med andre unge bøsser og biseksuelle. Der er ingen der behøver at få noget at vide endnu! Hvis du bor i nærheden af en ungdomsgruppe, så er det helt klart hvad jeg vil anbefale. (Du har ikke skrevet hvor i landet du kommer fra, men du kan klikke ind på vores Danmarkskort og finde den nærmeste gruppe - som forhåbentligt ikke ligger for langt væk)
I ungdomsgrupperne kommer der både unge der er helt afklarede om deres seksualitet, og unge der lige som dig er lidt i tvivl. Men fælles for dem alle er at de har gået med en bunke tanker omkring alle disse ting, på samme måde som du gør netop nu. Og det kan godt hjælpe at møde andre unge og få snakket med dem. Så kan det være at din tvivl hurtigt forsvinder, så du kan føle dig mere sikker på hvad du skal fortælle dine forældre og venner en dag.


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG