SpørgsmålUdskriv

Spørgsmål og svar

Jeg føler mig spærret inde
Tilbage til oversigt
 
Hej, jeg er en dreng på 17 år. Jeg er sikker på at jeg er homoseksuel, men er kommet lidt skævt ind på det hele fra starten af. Jeg prøvede at begå selvmord da jeg var 14, heldigvis skete der ikke noget alvorligt, og i dag er arene på håndledene næsten væk, det var ikke andet end ridser.(Og gid tvdanmark aldrig mere sender 48 timer igen). Mine forældre fandt og blev temmelig chokerede. De havde ingen anelse om at jeg var bøsse. De beroligede mig og sagde at de da stadig hldt af mig, og at jeg godt kunne få et godt liv alligevel. Jeg kom på benene igen og der gik noget tid, hvor jeg bl.a. forsøgte at have en pigekæreste - ingen succes! Et halvt år efter (på min fødselsdag) fandt mine forældre bogen "Mand - hvor jeg elsker dig" under min seng. Min fars kommentar til mig om fundet var:..."Og mor blev så ked af det". Ja tak, hvad med mig? Min far satte mig hos nogle venner og kørte igen. Ha' en god dag!
Ca. 1 år efter startede jeg i ungdomsgruppen, det var meget rart, men jeg var altid bundet af, at jeg skulle med det sidste tog hjem - bor langt fra kbh. Men jeg tog mod til mig og sprang ud overfor en god veninde. Min ene søster har jeg altid kunne snakke med, hun ved gdt hvordan jeg er, min ældste søster kender kun til selvmordsforsøget, ellers har jeg ikke fortalt hende noget. Så kom turen til mine forældre. Jeg satte mig ned og sagde det stille g roligt, men de reagerede anderledes end for 1½ år siden. Nu havde pludselig svært vd at acceptere det. Jeg følte mig i høj grad uønsket, men senere talte de ikke om "det". Og nu er der gået et år. Jeg ved at andre på mit gymnasie også ved at jeg er homo, men det er folk jeg ved jeg kan stole på.
Men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Mine forældre ville ikke tillade mig at tage til kbh fredagaften i UG, og jeg vil ikke begynde at lyve overfor dem for at slippe hjemmefra. Det gjorde jeg sidste år og det var ikke sjovt. De mener heller ikke at jeg kan være sikker på min seksualitet når jeg ikke er ældre, men jeg har følt mig sådan her siden jeg var 11-12 år og har altid været meget moden i forhold til min alder. Min mor kommer fra en indremissionsk familie og min far er fra en arbejderfamilie, og er typen, der nok er blevet lidt skuffet over at hans søn ikke interesserer sig for fodbold, og meget skuffet over at han er bøsse. De er begge "pæne" mennesker, a la "her har vi det godt i vores pæne pastelfarvede parcelhus".
Og nu er det bare for meget! Jeg føler spærret inde i en stor isterning, og selv om jeg elsker dem så hader jeg dem også. Meget, til tider.
Hvad skal jeg gøre?
(rart at få luft!)
 
 
Jeg er glad for at du har skrevet til os. Som du selv skriver, så hjælper det at "få luft".

Jeg vil godt give dig ret i, at dine forældre ikke lige har det mest fornuftige syn på sagerne. Og hvad der er allerværst er, at de ikke har lyst til at snakke med dig, om netop de ting du har lyst til at snakke om.

Har du nogensinde overvejet at sige til dem, at måske lige præcis det, at de ikke vil lytte eller for den sags skyld snakke om tingene, kunne være noget der var med til at gøre det hele endnu værre for dig? De burde i det mindste have lært så meget i deres liv, at fortielser (eller for den sags skyld det, at de lyver for dem selv) er den DÅRLIGSTE af alle løsninger - men jo desværre også den letteste.

Tror du, at du ville kunne overtale dem til at ringe til Kbh-LBL's rådgivning? De har telefontid hver torsdag kl 18-20
på tlf. 33 13 19 48 (de kan også ringe til rådgivningen i Århus, på tlf. 86 13 19 48). Her kan de da ihvertfald få bekræftet, at det du fortæller dem er sandt - og kunne måske også få luftet nogle af deres spørgsmål.

Du kan også selv ringe til rådgivningen, eller til ungdomstelefonen på tlf. 33 36 00 80 (tirsdage kl 19-21), hvis du vil snakke med nogle rådgivere. De har erfaringer med mange slags problemer, og er rigtigt gode at snakke med.
(jeg er ikke helt sikker på, hvordan telefonerne er åbne her i julen!)

Kunne du få den søster du snakker godt med, til at være med i snakken sammen med din far og mor? Min erfaring siger mig, at det er lettere, når man har noget støtte til at holde samtalen igang. Hvis hun forstår dig, så er du jo heller ikke alene med dine argumenter?


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG