SpørgsmålUdskriv

Spørgsmål og svar

Hvordan holder jeg det hemmeligt?
Tilbage til oversigt
 
Jeg tror at jeg er bøsse, fordi jeg kun føler mig tiltrukket af drenge og ingen piger, men da jeg ikke syntes jeg er klar til at fortælle det til mine forældre(jeg er 16år), hvad gør man så hvis de finder ud af det uden man ønsker det, har i nogle gode råd?
 
 
Det er helt almindeligt at man ikke føler sig parat til snakke med sine forældre om at være bøsse. Det er noget man finder ud af med tiden, hvornår man er klar. Som du vil kunne læse i de spring-ud historier der er på vores site er det meget forskelligt hvornår man vælger at fortælle det. Nogle var klar allerede som 14 årig, mens andre venter til de er i 20'erne eller endda 30'erne.

Og mit råd til dig, er bestemt at vente til du føler dig klar til at de skal vide det. Det er grundlaget for det bedste udspring, og man vil jo selvfølgelig helst at det udspring man skal lave overfor sine forældre bliver bedst muligt.

Du spørger, hvad man kan gøre hvis de finder ud af det, før man er klar. Det er et meget svært spørgsmål. Nogle vælger at benægte alt, hvilket kan gøre at det føles endnu sværere at komme ud senere. Andre vælger at springe ud på det tidspunkt, selvom det ikke var deres eget valg, og må så finde ud af hvordan man klarer det derfra, og en sidste mulighed er at være midt imellem og svare at man ikke er helt sikker selv, og måske at man ikke har lyst til at tale om det endnu.

Hvilken taktik du vælger, er helt op til dig. Men selvom det ikke er ønsket at de skulle vide det endnu, vil jeg sige at det i de fleste tilfælde er bedst at være ærlig. Altså en af de sidste to løsninger.

Jeg er ikke sikker på om du føler at dine forældre allerede ved det, eller om du prøver at ville gardere dig mod at de finder ud af det. Så derfor vil jeg lige henlede din opmærksomhed på den guide vi har på vores site om det at chatte. Her er der mange gode råd om hvordan man kan prøve at holde det hemmeligt overfor forældrene indtil du er klar til at fortælle det. Disse råd har vi fået fra Søren på 17 år som selv oplevede at hans forældre opdagede det, før han selv var parat.
Klik ind under "Nettet - Chat"


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG