Spring udUdskriv

Børkop: Den skjulte sandhed - Døv og lesbisk

Nana er en døv lesbisk 19-årig pige fra Børkop (mellem Vejle og Fredericia). Her fortæller hun sin historie:

Jeg har nok altid følt mig hjemme på drengefronten, ikke fordi jeg ikke havde det godt sammen med pigerne. Men jeg hyggede mig mere sammen med drengene, dem kunne jeg dyrke sport sammen og meget andet. Men pigerne havde jeg ikk et problem med at være sammen med, men nok fordi jeg har kunnet været mig selv, uden at spille lidt en rolle, nok fordi jeg ikk aned hvordan jeg skulle være MIG. ( I den periode havde jeg ikk følelser for andre piger)

I skolen (Fredericia skolen) , har jeg haft op og ned ture med at have følelser for andre piger, men har nok aldrig indset det eller opfattet det. Havde nogle forhold med fyre, som hurtigt gik i stykker, nok fordi jeg ikk var mig selv hundred ud, havde sommerfugle og den rigtige følelse. Som jeg fik når jeg mødte en pige. På et tidspunkt i 9 eller 10 klasse fik jeg følelser for en pige, som jeg skulle se et par weekender efter, på en efterskole. Begyndte at finde modet og planlagde at jeg ville spørge denne pige om det var muligt at jeg havde en chance.

Tiden nærmede sig og jeg stod på den skole, husker tydeligt at jeg ikk nænnede at sige et ord til hende, indtil vi kom på diskotek i Nyborg, hvor vi begyndte at snakke sammen, hvor vi gav hinanden shots hele aften.

Hvor en af hendes veninder ligger an på mig og jeg skynder jeg hen til denne pige som jeg nu ville spørge, så jeg spurgte om hun var til piger (da jeg havde hørt et lille rygte) eller ej. Hun svarede at det var hun ikke og der stod jeg faktisk mundlam, anede ikk hvad jeg skulle sige, så nikkede bare og skyndte mig væk. Senere på året var der en stor fødselsdags fest Nyborg, hvor mange af vores venner mødtes, hvor jeg slet ikk havde skænket hende en tanke og da jeg så hende, var jeg mundlam, men lod tanken være da jeg vidste hun sikkert ikk ville vides af mig men det endte med at var sammen den aften. (Der fik jeg de sommerfugle, gysen og fornemmelsen jeg aldrig havde haft med en fyr)

Vi så hinanden mere og mere og det endte med at vi indledte et forhold som varede næsten et år.(i dag er hun en af mine bedste venner, utroligt glad for hende) Jeg husker tydelig følelsen den første gang hvor vi var sammen intimt et godt stykke inde i forholdet, alle de tanker og sommerfugle jeg havde haft, men med et dejligt resultat. Derefter har der været nogle løse forhold og lidt her og der......

Mine forældres reaktion var jeg meget overrasket over, da jeg allerede dagen efter jeg havde været sammen med en min første pige, fortalte jeg det til min mor i bilen på vej hjem. Hun smilede og kiggede på mig og spurgte ”Hvordan var det”, hvor jeg bare gloede på hende og tænkte har du ikke mere at sige til det. Så snakkede vi hele vejen hjem, hvor hun fortalte min stedfar det.

Hvor tanken hele tiden kørte i hovedet, jamen har hun ikke mer at sige til det. Hvor jeg senere fik at vide at de havde ALTID vidst jeg var lesbisk, de kunne se det når jeg var sammen med en fyr, var begejstringen der ikke. Og min være måde, havde aldrig været ligesom mine veninder altid være lidt anderledes, så tanken var faldet dem ind flere gange.

WOW, tænke jeg, hvordan kunne de vide det før mig, hvorfor havde de ikk nævnt det. Men kort sagt de ville vente til jeg selv fandt ud af det og sprang ud. Men min familie og venner har accepteret mig. Og overhovedet ikke behandlet mig anderledes.

Jeg har været glad for en pædagog som arbejdede på min efterskole I Nyborg, Hun var utrolig nem at snakke med og jeg kunne spørge hende om alt, og hun spurgte mig også om ting, og vi snakkede meget åbent om det med at være lesbisk. Tror nu også at det var lettere da hun selv var Lesbisk og alle vidste det , hun kunne allerede mærke det på mig få dage efter hun startede og spurgte ligeud en dag, hvor jeg svarede ja.

Der har været op og ned ture, hvor jeg nok har ville bevise mig selv at det bare var en fase, med det resultat jeg bare blev mere sikker på at jeg var lesbisk. Jeg har altid præsenteret mig selv som lesbisk. Men jeg er blevet stensikker på min sag, selvom jeg altid har vidst det, især efter min højskole ophold hvor jeg lærte en del om mig selv og andre mennesker. Der sagde jeg med stort jeg er LESBISK, hvor jeg mere før i tiden sagde jeg var til piger.

Og det takker jeg mine venner, familie (da jeg ved hvor mange andre har haft problemer med at springe ud) og højskole på Vejle Idrætshøjskole ophold for, for uden dem ville jeg ikke stå frem som den jeg er i dag. Nemlig at acceptere den jeg er og sige det med stort uden at blinke med øjet.

Det var et lille indblink i hvordan jeg havde det og hvorledes, men et lille råd ;

Vær dig selv for din egen skyld
Det er dig som skal leve i din skygge
Når du acceptere dig selv, kommer du længere......

1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SG