Spring udUdskriv

Spring-ud-historie, Arabisk pige: Det er ikke noget der eksisterer i 'vores miljø'.

Jeg er en arabisk pige på 21 år og jeg vil gerne fortælle min historie om at være lesbisk, med en anden etnisk baggrund end dansk.

Jeg er født og opvokset i Danmark, men jeg har algeriske forældre. Til at starte med, så har jeg nok været til piger lige siden jeg opdagede det som 14 årig. Jeg boede 16 år i Nord-Vest kvarteret i Kbh. og gik i Bispebjerg Skole, hvor jeg senere flyttede til Herlev.

Dengang var jeg virkelig en drenge-pige, jeg spillede fodbold i hele min fritid sammen med drengene og klædte mig lige sådan. Jeg vidste allerede dengang, at jeg var anderledes.

Pludselig en dag blev jeg forelsket i en af mine holdkammerater i Bispebjerg boldklub, hvor jeg gik til fodbold. Jeg blev skrækslagen over de følelser jeg havde. Jeg tænkte "Nej, det kan ikke være rigtigt". Jeg var bange og vidste ikke hvad jeg skulle gøre..

Der gik et par måneder, hvor jeg stadig havde de følelser men gjorde aldrig noget ved det. Jeg opdagede også at det var mere og mere pigerne jeg kiggede efter og ikke drengene! Jeg forelskede mig så i en anden pige, hvor det var hende der tog initiativet. Vi var sammen længe, hvor ingen måtte absolut vide noget overhovedet, det skulle være hemmeligt. Det gik så ikke til sidst, hvor hun afsluttede det.

Jeg havde det virkelig dårligt. Min mor undrede sig over hvorfor jeg var så indelukket og ikke fortalte hende noget, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklare hende, at jeg var til piger?!

For at prøve at fortrænge mine følelser, indledte jeg et forhold med en fyr, men det var håbløst.

Da jeg kom i gymnasiet var jeg helt nede psykisk, og det blev ikke bedre af, at jeg faldt for en pige der også gik på skolen, for jeg turde jo ikke gøre noget.

Jeg lukkede mig ind i mig selv og græd tit.

Mine forældre kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde det så dårligt. Men jeg havde jo ikke nogen jeg kunne snakke med, og jeg vidste heller ikke at der var andre, som var i nogenlunde samme situation som mig selv. Jeg troede jeg var helt alene og at det kun var mig der havde det sådan..

Jeg havde selvmordstanker og tanker om at løbe hjemmefra og væk fra min familie. Det var så svært at jeg fik et lille sammenbrud.

Jeg ved, at med den religion (muslimske) og kulturelle baggrund, hvor bl.a ægteskab har høj status, jeg har, så vil min familie aldrig kunne acceptere min homoseksualitet.

Idag har jeg kun fortalt det til min nærmeste venner som tog det pænt, men jeg har stadig den dag idag ikke sagt et ord til min familie.

Jeg er meget bange for fremtiden, specielt i den alder jeg er i nu, så begynder min mor at opfordre mig til at finde mig en fyr, som jeg så skal gifte mig med. Hver gang hun nævner det er jeg ved at bryde sammen, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.

Jeg er stadig trist, for det at være til det samme køn, det er ikke noget der eksisterer i "vores miljø".

Selvom jeg har en anden baggrund, begår jeg mig meget bedre i det danske miljø end i det arabiske miljø. Det er hårdt, for man er splittet mellem to kulturer og man er som en slags "kastebold" i mellem disse.

Jeg er stadig meget bange, for hvad fremtiden vil bringe, men jeg har et lille spinkelt håb at det hele vil ordne sig, selvom om det er ekstra svært at hænge ved det.

Man skal aldrig sige aldrig, - denne her historie er ihvertfald et skridt fremad...

Med Venlig Hilsen

Den fortvivlede pige.


1999 - 2018 © ungdomsgruppen.dk
- om os - links - tekniske problemer?
SØG